Fredag startede brand med voldsom eksplosion - nu starter undersøgelsen

En række brandtekniske eksperter indleder tirsdag undersøgelsen af en brandtomt i Egebjerg i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En voldsom eksplosion, der slyngede murene i bygningen flere meter væk, og efterfølgende en voldsom brand, der ødelagde resten af bygningen.

Det var status fredag, hvor en voldsom brand ramte virksomheden Waste Plastic Upcycling (WPU), der ligger i Egebjerg by i Odsherred Kommune.

Trods en massiv røgudvikling, så kom ingen til skade ved hverken eksplosionen eller branden. To ansatte på virksomheden blev dog efterfølgende sendt til kontrol på skadestuen, har virksomheden oplyst til TV2 ØST. De var dog ikke kommet noget til.

Læs også
Voldsom brand i Egebjerg kan være startet med eksplosion
Læs også
Voldsom brand i Egebjerg kan være startet med eksplosion

Fabrikken lå i en af hallerne hos det tidligere Egebjerg International, og er en såkaldt demofabrik, hvor teknikker til nedbrydning af plastik blev afprøvet. Det er også her, at virksomhedens hovedkontor holder til.

Fredag udbrød der brand i en virksomhed i Egebjerg i Odsherred Kommune. Ved branden skete en voldsom eksplosion, der slyngede murene i bygningen flere meter væk.

Opstod i kemisk reaktor

Teorien har indtil nu været, at branden opstod i en såkaldt kemisk reaktor, og at eksplosionen er sket her, og har fået flere ton voks til at brænde.

Politiets undersøgelse tirsdag foretages ikke kun af de lokale brandteknikere, men også nationale eksperter fra Rigspolitiet og Dansk Brandteknisk Institut medvirker i brandstedsundersøgelsen.

Beredskabet er massivt til stede i Egebjerg for at slukke branden.
Beredskabet er massivt til stede i Egebjerg for at slukke branden. Foto: René Lind - Lind Foto

- I første omgang gælder det om at sikre undersøgernes sikkerhed. Dernæst skal vi forsøge at opklare, hvad der præcist er sket på stedet - for politiets vedkommende handler det om at fastslå, om der er sket noget strafbart. Det tror vi ikke er tilfældet, men vi skal undersøge det, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politis kommunikationsafdeling.

Læs også
Brandvæsen har branden i Egebjerg under kontrol
Læs også
Brandvæsen har branden i Egebjerg under kontrol

Under branden fredag var de lokale brandfolk fra Nykøbing Sjælland nødt til at indkalde forstærkninger fra Beredskabsstyrelsen, samt ekstra mandskab og brandslukningsmateriel fra Asnæs, Holbæk og det frivillige brandvæsen.

Blandt andet stod et kemisk beredskab klar på stedet, og kontrollerede undervejs den røg, der kom fra branden. Den var dog ikke mere farlig end røgen fra de fleste andre brande. Politiet opfordrede borgerne til at holde sig ude af røgfanen. Der blev ikke udsendt nogen beredskabsmeddelelser i forbindelse med branden.

Sådan så det ud på stedet fredag morgen, da Jesper Erik Stigsberg Pedersen kom forbi brandstedet.
Sådan så det ud på stedet fredag morgen, da Jesper Erik Stigsberg Pedersen kom forbi brandstedet. Foto: Seerfoto: Jesper Erik Stigsberg Pedersen

Omdanner plastik til olie og gas

Branden har påkaldt sig stor opmærksomhed i lokalområdet, fordi virksomheden i sommeren 2020 også blev ramt af en eksplosionsbrand. Også her blev muren slået i stykker, og dele af taget faldt ned.

Forhistorien med eksplosioner og branden har fået SF i kommunen til at kræve, at fabrikken helt lukkes.

Læs også
Politiske kræfter vil lukke fabrik efter to eksplosioner på 14 måneder
Læs også
Politiske kræfter vil lukke fabrik efter to eksplosioner på 14 måneder

Waste Plastic Upcycling arbejder med at omdanne plastikaffald til olie. Det sker ved hjælp af en pyrolyseproces, hvor olien efterfølgende centrifugeres. Virksomhedens plan er, at de fra 2024 vil kunne nedbryde 159.000 ton plastik om året på tre anlæg fordelt ud over Danmark. Fabrikkerne skal ligge i Fårevejle, Nakskov og Esbjerg. Derudover planlægger virksomheden at bygge fabrikker i Tyskland, Norge og Sverige.

De meddelte fredag, at de har hyret selskabet TML Safety Engineering til at gennemgå sikkerheden omkring produktionsprocessen.

Hver kemisk reaktor, som virksomheden driver, kan forarbejde 17 ton plastikaffald i døgnet. Det forvandles til 12 ton plastolie og 4,25 ton biogas, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.


Nyhedsoverblik