¨

Fra skrald til kunst - alle kan være med til lave affald i naturen til kunstværk

De fremmødte gik på stranden for at finde affald, der skal bruges i det nye kunstværk. Foto: Odsherred Kommune

I denne uge lød startskuddet til et nyt miljøprojekt i Odsherred, der skal være med til at samle affald ind i naturen - og skabe et kunstværk ud af det indsamlede materiale.

Affaldet skal væk fra naturen - og det skal gøres på en sjov og brugbar måde.

Sådan er tankegangen bag et nyt stort miljøprojekt, der blev skudt i gang i denne uge fra Gudmindrup Lyng Strand i Odsherred.

- Det her må gerne blive rigtig, rigtig stort og sprede sig ud til alle, der gerne vil gøre en indsats for at forhindre plastik og andet affald i at sprede sig 

Maj Dørup, miljøkunstner, Sjællands Odde

“Fra Waste til Wow” hedder projektet, der går ud på indsamle affald i naturen over en længere periode og til sidst lave et kunstværk ud af det indsamlede skrald.  Projektet er startet af Signe Eurén Mortensen fra NaturplejerKorpset i Odsherred i samarbejde med miljøkunstneren Maj Dørup, YdreLand på Sjællands Odde.

Det fortæller Odsherred Kommune i en pressemeddelelse.

Omkring 50 børn og voksne i alle aldre var mødt op for at høre om projektet, da der var inviteret til startskud på Gudmindrup Lyng Strand.

- Det her må gerne blive rigtig, rigtig stort og sprede sig ud til alle, der gerne vil gøre en indsats
for at forhindre plastik og andet affald i at sprede sig i vores have, sagde Maj Dørup til de fremmødte.

Artiklen fortsætter under billedet

Omkring 50 børn og voksne i alle aldre var mødt op for at høre om projektet. Foto: Odsherred Kommune

Hun har tidligere beskæftiget sig med mijøkunst, da hun lavede en genbrugsskulptur – Klimasprutten – sammen med børn fra Odden Skole.

Også borgmester Thomas Adelskov mødte op og gav deltagere nogle motiverende ord med på vejen.

- Hjertelig tak, fordi I er så mange, der er kommet her i dag og vil bakke op om projektet og
held og lykke med at få samlet rigtig meget affald både i dag og fremover, sagde borgmester
Thomas Adelskov. 

Artiklen fortsætter under billedet

Det er Maj Dørup, YdreLand på Sjællands Odde, der står for kunstdelen af projektet. Hun fik sin bil fyldt helt op med affald, som deltagerne fandt i naturen. Foto: Odsherred Kommue

Og så var der ellers afgang ud i naturen for at få ryddet og - og skaffet materialer til kunstværket. Og det gav store resultater.

Alle fik noget i poserne, nogle fandt rester af joller og andre store ting

Signe Eurén Mortensen, NaturplejerKorpset i Odsherred

- Alle fik noget i poserne, nogle fandt rester af joller og andre store ting, og faktisk endte Maj Dørups Berlingo med at være proppet helt til randen med affald, fortæller Signe Eurén Mortensen.

Men der skal samles meget mere ind, før projektet kan fremvise det endelige kunstværk. “Fra Waste til Wow” kører over det næste års tid med 13 arrangementer, hvoraf otte er affaldsindsamling og fem kreative workshops.

- I de workshops skal affaldet, vi har fundet, sorteres, renses og omdannes til en stor skulptur i fællesskab, fortæller Signe Eurén Mortensen.

Næste event er 19. august i Havnebyen på Sjællands Odde.

 

 

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App