Forsyningsselskab investerer i miljøvenligt slam: - Det er en verdensnyhed

Odsherred går foran i den grønne omstilling med et anlæg, der kan sikre miljøvenligt slam.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Fårevejle Renseanlæg bliver vand fra toiletter, vaskemaskiner og brusebade renset og sendt ud i naturen igen. 

Ud af den proces kommer der også spildevandsslam, der blandt andet bliver brugt som gødning på marker, selvom det ikke er hensigtsmæssigt for naturen, da det blandt andet kan indeholde mikroplast og medicinrester.

Men det vil Odsherred Kommune og Odsherred Forsyning nu lave om på med en investering på 10 millioner kroner i et anlæg, der kan frigøre slammen for alle de dårlige kemikalier. 

quote Især mikroplast er ubehageligt at have med at gøre, for det kan ende i dyr og i fødekæden

Walter Brüsch, geolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Anlægget bliver det første af sin slags i Danmark. 

- Vi er first mover på det. Jeg synes, det er en verdensnyhed, at vi kommer til at lave det her i Fårevejle. Det er fantastisk at få lov til at være med til, siger Allan Andersen, bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ifølge Allan Andersen, bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning, bliver anlægget det første af sin slags i Danmark.
Ifølge Allan Andersen, bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning, bliver anlægget det første af sin slags i Danmark.

Har arbejdet på prototype i årevis

Det nye anlæg skal rense spildevandsslammet fra alle 11 rensningsanlæg i Odsherred Kommune. Anlægget vil blive opstillet ved det eksisterende spildevandsanlæg i Fårevejle.

Artiklen fortsætter under billedet.

Systemet er det første i Danmark, og det skal sikre, at den slam - der blandt andet bliver brugt som gødning - ikke skader miljøet.
Systemet er det første i Danmark, og det skal sikre, at den slam - der blandt andet bliver brugt som gødning - ikke skader miljøet.

Det er firmaet AquaGreen, der i seks år har arbejdet på den prototype, der skal kunne fjerne  kemikalier og andet skidt fra spildevandsslam, og dermed producerer miljøvenlig gødning.

- Den indeholder ikke mikroplast, sygdomsfremkaldende bakterier, vira eller medicinrester, fortæller Claus Thulstrup, medindehaver af AquaGreen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Claus Thulstrup

Naturfredningsforening er begejstret 

Løsningen med miljøvenligt slam vækker glæde hos Danmarks Naturfredningsforening, der kan se store fordele i slammet. 

- Det er rigtig godt at fjerne mikroplast, medicinrester og andre ting fra spildevandsslammet, for det er noget, der forurener i naturen. Især mikroplast er ubehageligt at have med at gøre, for det kan ende i dyr og i fødekæden, siger Walter Brüsch, geolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Artiklen fortsætter under billedet.

Forurening odsherred

Anlægget forventes at blive taget i brug til sommer. Udover miljøgevinsten håber Odsherred Forsyning også på at slippe for årligt at betale mellem halvanden og to millioner kroner for at bortskaffe slammen, som blandt andet køres til Lolland.

- Det er dyrt at køre afsted, og det nye slam kan måske være penge værd, siger Allan Andersen, bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning.

Projektet er sat i høring, derefter skal byrådet i Odsherred Kommune vedtage det endeligt.


Nyhedsoverblik