Forsvarer efter dom i hacker-sag: - Både usædvanlig og uden fortilfælde

Såvel forsvarer som anklager kalder sagen om hacking og ulovlig billeddeling blandt 64 forurettede, primært unge kvinder, for unik i dansk retspraksis.

Både forsvarer og anklager har måttet navigere ud på ukendt farvand i den netop afsluttede retssag, hvor en 22-årig mand fra Odsherred er dømt to år og tre måneders fængsel for 135 forhold omhandlende hacking, afpresning og ulovlig billeddeling.

64 forurettede, primært unge kvinder, er ofre i sagen – og netop den konstellation, at en ung mand er tiltalt og nu dømt for at forulempe og krænke jævnaldrende gennem hacking og billeddeling, er uden fortilfælde. Et faktum, der blandt andet gjorde det svært at forudse rettens afgørelse, fortæller forsvarer, advokat Kenneth Tygesen:

- Sagen skiller sig ud, fordi i en del af de her sager er det ældre mænd, der forgriber sig på yngre damer – eller så er det gået ud over mindreårige, altså børneporno. Og det er der slet ikke i den her sag. Det er en ung mand, der på tasterne er løbet for vidt, og hvor den ene dag har taget den anden – og det skulle de aldrig havde gjort, men det er sket.

- Derfor adskiller den sig fra noget, vi overhovedet har domme for, tilføjer forsvarsadvokaten.

quote Det er en lidt vanskelig sag, for vi har ikke en sag i Danmark, der er magen til

Kenneth Tygesen, forsvarsadvokat

Af samme grund har det blandt andet gjort det svært at forudse rettens afgørelse.

- Det er en lidt vanskelig sag, for vi har ikke en sag i Danmark, der er magen til. Det vil sige, jeg tror, både anklageren og jeg var lidt i tvivl om, hvilket resultat retten ville nå frem til. Nu er der kommet et resultat, og når jeg tænker det efter, så tænker jeg nok, det er et passende resultat, siger Kenneth Tygesen og tilføjer:

- Man har sanktioneret relativt hårdt, men også for mange forhold. Så jeg tænker, det er den gode løsning og den rigtige løsning – og det er også derfor, at tiltalte ikke har ønsket at anke sagen.

Gættede sig til første offers kodeord

Anne Kirstine Jakobsen, anklager ved Midt- og Vestsjællands Politi, deler forsvarerens opfattelse af, at sagen skiller sig ud i dansk retspraksis.

- Det har også været lidt sværere at finde ud af, hvad ens strafpåstand i den her sag har skullet være – fordi der er ikke en sag, der fuldstændig ligner den. Men jeg er tilfreds med det, som dommen er endt ud med, siger hun og tilføjer:

- Normalt, når vi ser sager af det her omfang og det her straf-indhold, er der tale om pædofile gerningsmænd – og det er der ikke tale om i den her sag, og det gør det en lille smule anderledes. Og så har vi også hacking-aspektet, som er nyt her, og som selvfølgelig også taler i en skærpende retning.

Anne Kirstine Jakobsen, anklager ved Midt- og Vestsjællands Politi, fremhæver også hacking-aspektet som en af grundene til at sagen skiller sig ud.
Anne Kirstine Jakobsen, anklager ved Midt- og Vestsjællands Politi, fremhæver også hacking-aspektet som en af grundene til at sagen skiller sig ud. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

En af de ting, som anklagemyndigheden under retssagen lagde vægt på, var den i dag 22-årige mands systematiske fremgangsmåde.

- Han har brugt den helt præcist samme fremgangsmåde hver eneste gang, han har fået adgang til en ny Facebook-profil. Så har han brugt den til at skrive ud til nogle andre. Han har sågar brugt de samme formuleringer i de første beskeder, han har skrevet. Og det er det, der gør, at jeg mener, det har været systematisk, og det har retten været enig i, siger Anne Kirstine Jakobsen.

I den første sag gættede den tiltalte – som dengang var 15 år gammel – adgangskoden til en dengang 16-årig piges profiler på Facebook, Snapchat og Apple ID, hvorefter han den vej rundt lykkedes med at skaffe sig adgang til andre pigers Facebook-profiler.

- Jeg tror, den her dom kommer til at danne præcedens fremadrettet – men når det er sagt, så håber jeg ikke, vi skal se tilsvarende sager fremadrettet, siger Anne Kirstine Jakobsen.

I videoen fortælle både to af ofrene samt forsvarer og anklager deres reaktioner på dommen.

Kenneth Tygesen anfører slutteligt, at retten for ham at se har gjort et udførligt arbejde, hvorfor der er grund til at være tilfreds med afgørelsen.

- Jeg synes også, at retten undervejs har været meget grundig. Der er blevet spurgt ind til alting – der er afhørt 60 vidner. Hver en sten er vendt. Så jeg føler, at alle kan være meget godt tilfreds med det resultat, der er kommet ud af det, siger han og tilføjer:

- Han (tiltalte, red.) ved jo godt, at han har gjort de her ting og har tilstået det meste. Det betyder også, at han vil egentlig gerne ind og afsone og erkende, at det har han gjort, og så forsøge på at komme videre om et stykke tid, når han kan det.