Forlystelsesparker hårdt ramt af coronakrise - lille zoologisk have holder vejret

Forlystelser er truet på deres eksistens af corona-nedlukning. I Odsherred Zoo Rescue holder de vejret i disse dage, indtil de ved, om de kan fortsætte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oplevelsesparker, vandlande og andre forlystelsesparker i det sjællandske kan blive hårdt ramt af coronakrisen.

quote Jeg kan ikke bare fyre mine dyrepassere, for hvem skal så passe 600 dyr?

Joan Thygesen, direktør i Odsherred Zoo Rescue

Mange forlystelsesparker lever fra sæson til sæson, men i år er det usikkert om parkerne kan komme til at slå portene op som planlagt.

Et af stederne, som er hårdt prøvet er Odsherred Zoo Rescue, der ligger ved Asnæs i Odsherred på Sjælland.

Åbningsdato er udskudt til efter påske

Efter planen skulle Rescuecentret åbne den 5. april, men nu er den plan udskudt til efter påske, og parkens ejer holder vejret.

- Som det ser ud nu på min konto, hvis vi snakker helt lavpraktisk, så har jeg til lønninger, og så har jeg ikke mere på min konto. Så er der tomt, siger direktør Joan Thygesen.

- Jeg kan ikke bare fyre mine dyrepassere, for hvem skal så passe 600 dyr?

Artiklen fortsætter efter billedet.

 
  Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Om 1-2 uger skal det besluttes om Zoo skal lukke

Direktøren håber på, at regeringens hjælpepakker kommer hende til undsætning:

- Jeg må have tillid til, at jeg kommer under en eller anden pakke, hvor jeg kan få noget lønkompensation, nu når hele vores omsætning ryger, siger Joan Thygesen.

- Jeg håber, at det nok skal gå, og at vi bliver hjulpet.

quote Jeg kan sådan set ikke have det kørende, hvis ikke vi får noget hjælp

Joan Thygesen, direktør i Odsherred Zoo Rescue

Hun har dog endnu ikke kunne få et klart svar fra sin revisor på, om hun kan blive kompenseret.

- Jeg kan sådan set ikke have det kørende, hvis ikke vi får noget hjælp. Vi er simpelthen ikke rustet til at eksistere uden hjælp.

Læs også
Zoo oversvømmet efter store mængder regn - kan ikke modtage flere dyr
Læs også
Zoo oversvømmet efter store mængder regn - kan ikke modtage flere dyr

- Lige nu er det de der donationer, der gør, at vi kan betale de regninger, der ligger lige nu. Men inden for 1-2 uger bliver jeg nødt til at tage stilling til, om jeg kan fortsætte.

Hård periode for Zoo

Coronakrisen rammer Odsherred Zoo Rescue hårdt efter en periode, hvor dyreparken har måtte slås med store oversvømmelser. I februar kom der så meget nedbør, at flere af stedets dyr fik store problemer med at komme ind i de huse, der skulle give dem læ og tørvejr.

Til sidst måtte beredskabet tilkaldes, så noget af vandet kunne pumpes væk. 

Så nu håber Odsherred Zoo Rescue på atter at få en håndrækning for at klare sig igennem krisen. 

Oversigt over åbningstider for regionens oplevelsesparker:

Obs. Dette er et øjebliksbillede fra onsdag den 25. marts, og situationen kan ændre sig. 
 

  • Lalandia: Feriecentret er lukket helt ned frem til den 13. april.
     
  • Krokodille Zoo på Falster: Haven er lukket helt ned frem til den 13. april.
     
  • Odsherred Zoo Rescue: Rescuecenter for eksotiske dyr skulle have åbnet den 5. april. Den plan er nu udskudt til efter påske - og parkens ejer holder vejret.
     
  • Gavnø Slot og Park: Sæsonåbning er fortsat den 4. april, men de holder øje med situationen.
     
  • Knuthenborg Safaripark: Parken regner med at åbne den 4. april – her vil man indføre særlige restriktioner.
     
  • Geocenter Møns Klint: Satser på planlagt åbning den 8. maj.
     
  • Sommerland Sjælland: Normalt åbner Sommerland Sjælland den 16. maj. De håber fortsat at åbne til den planlagte tid, men afventer situationen.
     
  • BonBon-land: Her har man udskudt sæsonåbningen næsten en hel måned. Parken regner nu med at åbne den 21 maj.
     
  • Skovtårnet -Camp Adventure: Tårnet holder fortsat åbent, men med særlige tiltag.

Nyhedsoverblik