For anden dag i træk: Politiet beslaglægger igen en bil i Odsherred

Politiets særlige sommerindsats i trafikken i Odsherred har igen resulteret i en række tilfælde af narko- og spirituskørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bilisterne på Odsherreds veje har lørdag eftermiddag og aften igen kunnet møde patruljer fra Midt- og Vestsjællands Politi, som patruljerer egnen i forbindelse med en ekstraordinær færdselsindsats.

Allerede i weekendens første døgn blev der beslaglagt en bil og udskrevet adskillige bøder – og søndag gør vagtchef Henrik Olesen status:

quote Igen i går beslaglagde vi en bil med henblik på konfiskation

Henrik Olesen, vagtchef, Midt- og Vestsjællands Politi

- Igen i nat er der taget to for narkokørsel og fire for spirituskørsel. Og så har der været seks andre færdselsforseelser – herunder kørsel uden førerret, fortæller vagtchefen til TV2 ØST.

I et enkelt tilfælde var færdselsforseelsen så alvorlig, at patruljen på stedet måtte bede føreren træde ud af bilen og tilkalde et fejeblad for at få køretøjet bugseret bort:

- Igen i går beslaglagde vi en bil med henblik på konfiskation, siger Henrik Olesen og tilføjer:

- Føreren får at vide, at under disse omstændigheder beslaglægger vi bilen med henblik på at få retten til at konfiskere den, og efterfølgende sælger staten den.

Det er således anden bil på blot to døgn, som står i politiets varetægt efter et øget fokus på bilisternes adfærd i landets største sommerhuskommune.

22 konfiskerede biler på tre måneder

Biler beslaglægges af politiet i tilfælde af vanvidskørsel, hvilket blandt andet omfatter spirituskørsel med en promille over 2,0 eller hastighedsforseelser på mere end 100 procent samt særlig hensynsløs kørsel.

I forbindelse med en status over den nye paragraf for vanvidsbilisme, der giver politiet mulighed for at beslaglægge bilen under visse omstændigheder, har Midt og Vestsjællands Politi i perioden fra 31. marts 2021 – hvor lovændringen blev indført – til 23. juni konfiskeret i alt 22 biler.

Læs også
Bil beslaglagt efter spirituskørsel - og flere fik bøder efter færdselsindsats
Læs også
Bil beslaglagt efter spirituskørsel - og flere fik bøder efter færdselsindsats

Weekendens indsats i Odsherred – der fortsætter igen i næste weekend – er et led i en målrettet færdselsindsats som følge af, at politiet i juni og juli har modtaget en fordobling i antallet af anmeldelser om spiritus- og narkokørsel fra området, sammenlignet med året før.

- Vi er til stede bredt i Odsherred. Så hvis man har til hensigt at drikke sig beruset, så kan man overalt risikere at løbe ind i politipatruljen, påpeger vagtchefen.

Straffen for narkokørsel udløser en frakendelse af kørekortet i tre år. Derudover får man en bøde startende ved en halv månedsløn afhængigt af, hvor meget euforiserende stof chaufføren har i blodet.


Nyhedsoverblik