Mindestenen på toppen af Esterhøj i Odsherred er populær hos både turister og lokale.
Men manglende trin i den næsten 100 år gamle trappe, gør det vanskeligt og farligt, at nå op til toppen af højen.
Folk har forstuvet håndled og vrikket om på ankler
- De er altså så slidte nu, og skæve er de også blevet med tiden, og de er møgglatte, når de er våde, fortæller Michael Andersen fra Høve Bylaug.
Måtte hentes med ambulance
Michael Andersen og andre borgere i Høve drømmer om en ny trappe op til det 25 tons tunge mindesmærke, for folk er begyndt at komme til skade.
- Folk har forstuvet håndled og vrikket om på ankler, og så har der altså været her i sommer, hvor en dame var kommet så meget til skade, at ambulancen måtte hente hende helt oppe på højen, man turde ikke flytte for meget på hende, fortæller Michael Andersen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og trappen er farlig, det er Odsherred Kommune enig i.
- Det var vores egne folk, der har været ude at se på det, der jo vurderede, at der var behov for at renovere den, siger borgmester Thomas Adelskov (S).
Penge til renovering blev brugt på andre ting
Muligheden for at få en ny trappe kom i foråret, da Odsherred Kommune vedtog to erhvervspakker, der skulle holde gang i erhvervslivet under coronakrisen, og her besluttede politikerne, at nye trin måtte koste maksimalt 100.000 kroner.
- Vi fik nogle bud ind, der var båre tre og fire gange højere end de penge, vi egentlig havde forventet, siger borgmesteren.
Derfor blev trappen aldrig til noget, og det ærgrede blandt beboerne i Hørve, så begyndte selv at indhente tilbud på trappen. Og det har givet pote.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Vi har fået et bud fra en lokal tømrermester, som kan gøre det inden for de afsatte midler, fortæller Michael Andersen.
Men desværre har Odsherred Kommune nu allerede brugt de 100.000 kroner på noget andet.
- Dels så har vi åbnet op nogle steder ude i naturen, vi har fået renoveret nogle forskellige lejepladser, det har alt sammen handlet om at gøre naturen lidt mere tilgængelig, siger Thomas Adelskov.
Borgmesteren spår dog, at en ny trappe ikke er fuldstændigt ude af syne.
- Jeg kan jo godt forstå, at de (borgerne i Høve, Red.) er kede af det, det er vi jo sådan set også, at det åbenbart skulle blive så meget dyrere. Men vi er ved at undersøge forskellige muligheder nu, så hvis de væbner sig med tålmodighed, mon så ikke, at det også kan lade sig gøre, siger han.
Nederste halvdel af trappen blev renoveret i 2015, men det øverste stykke mangler altså fortsat.