Folk dumper affald ulovligt

Folk efterlader store mængder affald ved siden af nogle glas- og aviscontainere i Rørvig nord for Nykøbing Sjælland. Nu har kommunen flyttet containerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver ofte ulovligt dumpet store mængder husholdningsaffald ved de grønne plastikbobler, der er beregnet til aviser, blade, glas og flasker.

Det skriver Odsherred Kommune i en pressemeddelelse.

- Problemet er udpræget i Rørvig, hvor vi nu har måttet flytte boblerne fra p-pladsen på Nørrevangsvej ved indgangen til legepladsen og sansehaven hen til den mindre p-plads på hjørnet af Smedestræde og Møllebakken midt i byen i håb om, at denne ”affaldsdumpning” ophører, siger den fag- og budgetansvarlige, Karina Jessen Bjerre fra Center for Natur, Miljø og Trafik.

Borgere anmelder svineriet

De grønne bobler er kun beregnet til aviser/blade og glas/flasker og bliver hyppigt tømt, men nogen har åbenbart synes, at man også kan sætte almindeligt husholdningsaffald der.

- Vi får jævnligt opringninger fra bekymrede borgere i Rørvig om affaldssvineriet og har måttet ofre tid og ressourcer på at fjerne det og køre det til genbrugsstationen, siger Kirsten Gyalokay, Centerchef for Natur, Miljø og Trafik.

Flere har problemer med dumpet affald
Affald smidt i naturen eller andre steder er ikke en ny problemstilling.

I sidste uge fortalte en godsejer ved Næstved, at hun havde sat overvågning op ved skovene omkring godset i håb om at kunne afsløre skovsvinene.

Læs også: Godsejer gør op med skovsvin

I august sidste år fortalte vi på TV2 ØST også om en kommunal parkeringsplads i Skælskør, hvor ukendte gerningsmænd havde efterladt ti containere.

Dengang regnede Slagelse Kommune med, at regningen kunne løbe op i omegnen af 100.000 kr. for oprydningen.

Læs også: Affald dumpes på parkeringsplads

I Odsherred Kommune ved Kirsten Gyalokay ikke, hvem der har smidt affaldet i Rørvig og kan derfor ikke forfølge synderne, men hun appellerer til den sunde fornuft og alles medvirken til et rent og pænt miljø.

- Langt de fleste borgere benytter heldigvis genbrugsstationen på Vangen i Nykøbing til det affald, man ikke får afhentet med dagrenovationen, men efter jul og nytår har vi desværre oplevet større mængder affald læsset ulovligt af ved de grønne bobler.  

Folk politianmeldes

Centret er opmærksomt på, at den nye placering af de grønne avis- og galscontainere ved Smedestræde tidligere har givet affaldsproblemer og vil derfor skærpe tilsynet ved boblerne.

- Vi vil gå så langt, at vi vil politianmelde i de tilfælde, hvor vi kan bevise, hvem der har smidt affaldet, siger Kirsten Gyalokay.

Formand for Miljø- og Klimaudvalget Morten Egeskov støtter op omkring initiativet:

- De penge, vi bruger på at rydde op efter dette svineri på offentlige arealer, kan vi i stedet bruge til at udvikle og forskønne vores grønne områder.


Nyhedsoverblik