Flugtbilist påkører ung mand på skateboard

En 19-årig mand blev onsdag omkring klokken 21.30 påkørt af en billist, der flygtede fra stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En tur på skateboardet førte i går onsdag til en tur på hospitalet for en 19-årig ung mand. Skateren kørte på Egebjerg Hovedgade i Odsherred, da han blev ramt af en bil. Billisten forsvandt fra stedet efter påkørslen, og politiet leder nu efter flugtbilisten.  

- Vi offentliggør sagen og håber, at nogen får dårlig samvittighed og melder sig. Eller at nogen kan genkende bilen og giver os et tip, lyder det fra Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge den påkørte er der tale om en ældre mørk personbil af mærket Ford Mondeo stationcar. Billisten flygtede i sydlig retning efter uheldet.

Skatere må ikke befinde sig på kørebanen

Den 19-årige befandt sig på kørebanen tæt på fortovskanten, da han blev ramt af bilen. Ifølge færdselsreglerne må man hverken køre på skateboard på kørebanen eller fortovet.

- De må formelt set ikke være der, men det giver ikke billisten påkørselsret, fortæller Martin Bjerregaard.

Det kan formilde omstændighederne, at den unge mand befandt sig på kørebanen.

- Vi ved ikke, hvor synlig han har været, det var mørkt, da det skete, og det var på en mindre vej. Så set fra billistens side kan der være nogle undskyldende elementer. Vi vil derfor gerne snakke med bilisten og høre vedkommendes version, slår Martin Bjerregaard fast.

Slap med skrammer

Den unge mand blev efter påkørslen kørt til skadestuen, hvor han blev undersøgt. Han slap med mindre skrammer.

Politiet opfordrer andre skatere til at finde nogle private veje eller parker for deres egen sikkerheds skyld.


Nyhedsoverblik