Fest endte med knivstik

En 51-årig mand sigtes for drabsforsøg efter at en sammenkomst i en lejlighed i Nykøbing Sjælland i morges endte blodigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En festlig sammenkomst med flere mennesker i en lejlighed i Nykøbing Sjælland endte søndag morgen blodigt.

Lejlighedens ejer blev stukket med kniv i ansigtet, maven og armen, oplyser politiet.

En af deltagerne i sammenkomsten i Nørregade ringede 112, og ambulancen kørte den sårede mand til behandling på sygehuset i Holbæk. Overfaldet skete cirka klokken fire, og en times tid senere anholdt betjente en 51-årig mand, der havde været til stede.

Politiet sigter den 51-årige for at ville dræbe offeret, der er 26 år. Han nægter sig skyldig og siger, at han ikke kan huske noget efter at have indtaget store mængder spiritus. Men han blev i et grundlovsforhør søndag i Roskilde varetægtsfængslet frem til 1. marts.

Den 26-årige er uden for livsfare. Hans tilstand er stabil. Og politiet vil i dag forsøge at afhøre ham på sygehuset.

 


Nyhedsoverblik