Falsk hjemmehjælper stjal guldsmykker fra 92-årig kvinde 

En falsk hjemmehjælper efterlyses nu af politiet, efter han mandag stjal adskillige guldsmykker fra en 92-årig kvinde. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Manden henvendte sig til kvinden, der bor i et rækkehus i Svinninge i Holbæk Kommune, mandag mellem klokken 11.00 og 12.00. Han var sendt ud for at rense kvindens smykker, fortalte han. 

Derfor kunne manden få kvinden til at tage sine smykker af – heriblandt en tyk guldring med en hvid perle på og en guldhalskæde.  

Under pudsningen forsvandt manden dog med kvindens smykker. 

- Det er en ny variant af et allerede kendt mønster, hvor tyve under påskud af at være hjemmehjælpere narrer ældre medborgere. Det er en god anledning til at opfordre alle til at passe på sig selv og hinanden, når sådan noget sker. Og helt generelt, så skal man ikke hjælpe en mand, der beder en om at tage sine smykker af. Hjælp ham ikke, og tag ikke smykkerne af, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST. 

Efterlysning

Politiet beder om hjælp til at genkende tyven. Han beskrives på følgende måde: 

 

  • Mand 

  • Ikke etnisk dansker af udseende 

  • 25-30 år 

  • 160-170 centimeter 

  • Kropsbygning: Almindelig 

  • Hudfarve: Brun 

  • Hårfarve: Sort 

  • Hårlængde: Kort

  • Yderligere kendetegn: Lidt krøllet hår

  • Talte: Dansk

Har du oplysninger i sagen, så kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4. 


Nyhedsoverblik