Eksplosionsbrand ødelægger bygning i industriområde ved Egebjerg

Mandag eftermiddag udviklede en brand sig voldsomt i udkanten af Egebjerg i Odsherred Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En eksplosionsbrand har mandag eftermiddag ødelagt en bygning i et industriområde ved Egebjerg Hovedgade i Odsherred Kommune.

Det fortæller Vestsjællands Beredskab.

quote Muren er slået i stykker, og der er store revner i den, og dele af taget er faldet ned

Lars Karlsen, konstitueret beredskabsdirektør, Vestsjællands Beredskab.

- Vi har haft en eksplosionsbrand i en kedel, der bliver brugt til at afbrænde plastik i, fortæller konstitueret beredskabsdirektør Lars Karlsen.

Branden har givet større bygningsskader, men ingen personer er kommet til skade ved eksplosionen, fortæller beredskabsdirektøren.

- Muren er slået i stykker, og der er store revner i den, og dele af taget er faldet ned, forklarer han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Branden i industriområdet kom hurtigt under kontrol.
Branden i industriområdet kom hurtigt under kontrol. Foto: Michael Johannessen

Brandårsagen undersøges

Branden opstod i lokaler, hvor et firma, der omdanner bildæk til råmateriale, holder til. Og det betød, at den røg, branden udviklede, blandt andet indeholdt partikler fra gummi og plastik.

Beredskabet fik hurtigt branden under kontrol, og området er efterfølgende blevet afspærret for at undgå nedstyrtningsskader, fortæller Lars Karlsen.

Udover beredskabet kørte Midt- og Vestsjællands Politi og Arbejdstilsynet også ud til branden ved Egebjerg Hovedgade 27.

De undersøger nu, hvordan branden kunne opstå, og om sikkerheden omkring kedlen var, som den skulle være.

Vestsjællands Beredskab, Midt- og Vestsjællands Politi og Arbejdstilsynet blev alle kaldt til stedet.
Vestsjællands Beredskab, Midt- og Vestsjællands Politi og Arbejdstilsynet blev alle kaldt til stedet. Foto: Michael Johannessen