Efterskole lukket frem til tirsdag

Faarevejle Fri- og Efterskole er lukket frem til tirsdag, fordi ledelsen frygter for elevernes sikkerhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag holdt forstander Frank Elzer krisemøde med lærerne på Faarevejle Fri- og Efterskole, efter alle elever var blevet sendt hjem til deres forældre.

På mødet blev det besluttet at holde skolen lukket mandag og udskyde de eksamener, der skulle have været afholdt. Mandag mødes ledelsen og lærerne til et ekstraordinært møde. Det skriver nordvestnyt.dk

Situationen er opstået, efter at en efterskoleelev fredag aften blev truet med en kniv udenfor Faarevejle Fri- og Efterskole.

Faarevejle Fri- og Efterskole har igennem en periode været plaget af hærværk og indbrud. I onsdags blev 26 vinduer smadret, imens eleverne lå og sov på deres værelser, og efter knivoverfaldet fredag turde Frank Elzer ikke lade eleverne blive på skolen.

Frank Elzer tør heller ikke længere blive boende i sin tjenestebolig på skolens område. Han er flyttet på hotel sammen med sin kone.

Politiet mistænker en mindre gruppe af unge mænd for at stå bag problemerne på efterskolen. I torsdags blev en 17-årig mand anholdt, og efter knivoverfaldet fredag arbejder politiet ud fra en teori, at episoderne hænger sammen.

- Der er noget, der tyder på, at det har en sammehæng. Derfor tager vi det meget alvorligt, siger vicepolitiinspektør John Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Forstander Frank Elzer er ikke imponeret over politiet og kommunens indsats i sagen indtil nu.

- Jeg er flintrende arrig. Jeg er arrig på de unge mennesker, der kan finde på at opføre sig sådan her. Og så er jeg flintrende arrig på politiet og kommunen, fordi de ikke har gjort ret meget, siger han.

- Vi har haft politi i området flere nætter uden held, men vi kan ikke være alle steder, og det her overfald er en uafhængig hændelse, som vi ikke på nogen måder kunne have forudset, lyder det fra vicepolitiinspektør John Jensen.

 


Nyhedsoverblik