I august valgte et enigt byråd i Odsherred Kommune at opsige en rammeaftale med 15 håndværkerfirmaer før tid.
En stikprøvekontrol havde vist, at otte af de 15 firmaer i aftalen havde overfaktureret kommunen for materialer.
De udførte bygge- og anlægsopgaver var alle til under 150.000 kroner, og der var tale om småreparationer på skoler, plejecentre og andre af kommunens bygninger.
Aftalen med de 15 virksomheder er opsagt pr. 1. januar 2018, og nu har byrådet så ændret deres udbudspolitik.
Ny politik på området
På et byrådsmøde i denne uge blev det besluttet, at Odsherreds Kommunes indkøbs- og udbudspolitik fremadrettet skal have tre fokuspunkter.
Kommunens indkøb skal være professionelle og økonomiske, der skal være fokus på bæredygtighed og samfundsansvar, og så skal både store og små virksomheder have muligheden for at blive leverandører.
Det sidste var lige netop, hvad formanden for Rørvig Handels- og Håndværkerforening, Einar Olsen, håbede, der ville ske, når rammeaftalen blev opsagt.
- Jeg tror, at det kommer til at betyde, at der kommer mere seriøsitet i det hele. Aftalerne tager ikke hensyn til de små erhvervsdrivende. Så jeg håber, det her betyder, at der også bliver arbejde til de små virksomheder, sagde han i august.
Nedenfor kan de se indslaget fra d. 23. august, hvor et enigt byråd havde besluttet at opsige rammeaftalen.