Dyreværnet giver 15.000 kroner til Odsherred Zoo-redning

Dyreværnet deler en anonym donation med forsøget på at redde Odsherred Zoo fra lukning. 15.000 kroner ventes overført torsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En anonym donation til Dyreværnet tirsdag kommer nu indsamlingen til at redde Odsherred Zoo til gode.

Dyreværnet har nemlig valgt at give halvdelen af den anonyme donation på 30.000 kroner til indsamlingen Odsherred Zoo Rescue.

Det oplyser værnets direktør, Signe Sehested Lund.

- Vi overfører pengene torsdag, og så skulle de gerne være indsamlingen i hænde allerede fredag, siger hun til TV2 ØST.

Støtter kampagnen

De mange penge ankom til Dyreværnet i en anonym A5-kuvert i 1.000-kronesedler. Og selvom Dyreværnet godt selv kunne bruge pengene så vælger de alligevel at dele dem.

- Når der pludselig dukker så mange penge op i postkassen, og der samtidig er så akut en krise for så mange dyr, så må vi dele. I krisetider må man stå sammen, siger Signe Sehested Lund.

Også organisatorisk har Dyreværnet kastet kræfterne ind for at hjælpe indsamlingen til Odsherred Zoo.

På organisationens facebookside på facebook har de således startet en kampagne for donationer til redningsfonden.


Nyhedsoverblik