Disse sprøde og saftige gulerødder har det hele og vinder prestigefyldt pris

Guleroden Bolero og kartoflen Alexandra er årets Grand Cru-vindere ved kåringen af de bedste rodfrugter i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

For landmændene Jens Møller Olsen og Anders Biltoft Kristensen ved Lammefjorden er et helt års slid og nænsom, nussende pleje af deres gulerødder og kartofler i regn, blæst og sol blevet præmieret med Grand Cru-titlen.

Titlen er den fineste, man kan opnå på disse kanter, og er blevet uddelt siden 1996, hvor gulerødderne fik EU's eftertragtede kvalitetsstempel BGB (Beskyttet Geografisk Betegnelse, red.). I 2014 fik kartoflerne også stemplet, hvilket har udvidet kåringen til begge rodfrugter. Både publikum og et dommerpanel deltager i kåringen.

Jens Møller Olsen fra Almegård har tidligere vundet Grand Cru-titlen. I år blev han gulerodskonge med sorten Bolero. 

- Det er vi glade og stolte over. Det tyder på, at den indsats, vi har gjort i marken, har båret frugt, siger han og indvier TV2 Øst i hemmeligheden bag den perfekte gulerod:

- Det handler om sorttypen, det handler om jordtypen og så om rettidig omhu: at være der på de rigtige tidspunkter i stedet for at tro, at man kan så nogle frø og så vente på, de skal tages op. Sådan laver man ikke en god gulerod.  

Artiklen fortsætter under videoen.

 

I årets dommerpanel sad blandt andet Michelin- og chefkok Claus Henriksen fra Dragsholm Slot. Han mener, at Bolero-guleroden var mere tilgængelig end sine konkurrenter.

- Når man tyggede i den, var den saftig og sprød, hvorimod etteren var mere flad i det, og treeren skulle man arbejde mere med, som jeg plejer at sige. Man skulle tygge i den. 

For tredje år i træk blev Anders Biltoft Kristensen fra Slotsgaarden den heldige kartoffel. I år med sorten Alexandra. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Jens Møller Olsen (tv.) og Anders Biltoft Kristensen kunne lade sig hylde som årets Grand Cru-vindere. 
Jens Møller Olsen (tv.) og Anders Biltoft Kristensen kunne lade sig hylde som årets Grand Cru-vindere.  Foto: Rikke Stokholm - TV2 ØST

Kåringen er en del af mad- og høstfestivalen Odsherred Grand Cru, der finder sted i efterårsferien.