DF'er kan smide skudsikker vest igen

Politiet ved nu, hvem der har sendt trusselsmail til lokalpolitiker i Dansk Folkeparti. Men indtil videre holder efterforskningerne tand for tunge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dansk Folkepartis formand i Odsherred, Steen Egede Jensen, behøver ikke længere gå at kigge sig over skuldrene.

Efter kommunalvalget fik han ellers en mail, der opfordrede ham til at gå med skudsikker vest. Det fik politiet til at møde op med to mand, da DF'eren efterfølgende skulle møde sine vælgere i Asnæs Centret.

Men efter et par dages efterforskning mener politiet ikke, at der er bund i truslerne.

- Vi har droslet sagen noget ned. Vi mener ikke, at der er så meget hold i den, rent trusselsmæssigt. Nu må efterforskningen vise, om det i højere grad handler om chikane, siger vicepolitikommissær Henning Olsen fra politiet i Holbæk.

Han siger, at politiet under hånden har fået at vide, hvem der har sendt mailen. Men først når alle afhøringer er afsluttet, tager man stilling til, om nogen skal sigtes. 

Indtil videre vil politiet ikke fortælle, hvem pilen peger på. Men nordvestnyt.dk skrev mandag, at mailen kan være sendt fra partiforeningens egne rækker.

- Der er slet ikke nogen trussel i mailen, og der står både venlig hilsen og navnet på afsenderen, siger næstformanden Carsten Hansen til nordvestnyt.dk.

Han vil dog hverken be- eller afkræfte, om det er ham selv, der har skrevet den famøse besked.  Kommunalvalget har udløst et rivegilde i partiet, fordi Steen Egede Jensen pegede på Socialdemokraternes spidskandidat som borgmester.

/ritzau/


Nyhedsoverblik