Det vælter ind med klager over støj i sommerhusområder - festende unge bliver meldt til politiet

I de store sommerhusområder i Odsherred og i Marielyst på Falster er der flere anmeldelser om støj fra larmende unge, end der har været andre år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste uge skulle egentlig have stået på Roskilde Festival for rigtig mange unge, men sådan blev det ikke i år. I stedet har mange valgt at slå lejr i et sommerhus, og det har man kunne høre på lang afstand.

Politiet har nemlig i uge 27 i år modtaget markant flere anmeldelser om støjgener fra sommerhusområderne i Odsherred og Marielyst. Det oplyser både Midt- og Vestsjællands Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.  

- Det er noget, vi tager meget alvorligt. Det er vores indtryk, at det er ni ud af 10 af anmeldelserne, der vedrører unge, der fester og spiller højt musik, siger John Jensen, der er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi.

quote Vores gæster har klaget over støj fra naboerne i de private huse

Charlotte Nielsen, bureauleder, Feriepartner Odsherred

I sidste uge modtog Midt- og Vestsjællands Politi 85 anmeldelser om musik til ulempe i politikredsen, hvoraf 22 af dem kom fra sommerhusområderne i Odsherred. Til sammenligning fik politikredsen 17 anmeldelser i alt i samme periode sidste år, og kun en enkelt af anmeldelserne kom fra et sommerhusområde.

- Det er et udtryk for, at folk ikke kan komme på ferier eller til festival i år, og så rykker de ud i sommerhusområderne i stedet, siger John Jensen.

larm_soundbox.jpg
Læs også
Høj musik og udendørsfester tvinger naboer indenfor i sommervarmen: - Det er ikke rimeligt
larm_soundbox.jpg
Læs også
Høj musik og udendørsfester tvinger naboer indenfor i sommervarmen: - Det er ikke rimeligt

Også Sydsjællands og Lolland-Falsters politi har oplevet en markant stigning af anmeldelser om støjgener. Politikredsen har fået hele 109 anmeldelser om musik til ulempe i uge 27 i år mod 39 anmeldelser i samme periode sidste år. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke specifikke tal for området omkring Marielyst.  

- Vi kan dog godt mærke, at der er mange flere anmeldelser fra sommerhusområderne – i sidste uge især. Det skyldes blandt andet, at der er rigtig mange, der er blevet studenter, og at mange jo normalt tager på Roskilde Festival i den uge. Det har de ikke kunnet i år, siger Peter Compen, der er fungerende politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.  

VIDEO: For halvanden uge siden satte TV2 ØST også fokus på det stigende antal anmeldelser om støjgener. Her talte vi blandt andet med en venneflok i Vordingborg, der benyttede store højtalere, mens de hyggede sig udenfor.

     

Fravælger unge under 25

Problematikken omkring unge, der fester og spiller højt musik i sommerhusområderne, bekræftes af de firmaer, der udlejer sommerhuse. Eksempelvis hos Feriepartner Odsherred, der formidler udlejningen af private sommerhuse, har man modtaget mange flere klager end normalt.

- Vi oplever, at det er en meget større udfordring i år. Det er faktisk mest sådan, at vi har gæster, der har været generet af de fastboende. Vores gæster har klaget over støj fra naboerne i de private huse, som så viser sig at være unge mennesker, der måske har lånt deres forældres sommerhus, siger Charlotte Nielsen, der er bureauleder i Feriepartner Odsherred.

quote Vi er ret strikse med, at vi ikke ønsker ungdomsgrupper under 25 år i vores huse

Charlotte Nielsen, bureauleder, Feriepartner Odsherred

Ifølge Feriepartner Odsherred har udlejningsbureauet kun haft en enkelt hændelse, hvor det har været gæster, der har lejet sig ind i et sommerhus, der har været problemet. Det skyldes, at Ferieparter Odsherred bevidst undlader at leje sommerhuse ud til unge under 25 år.

- Vi er ret strikse med, at vi ikke ønsker ungdomsgrupper under 25 år i vores huse. Netop på den baggrund, at de ikke kan styre det, siger hun.

Samme tilgang har man hos Feriepartner i Marielyst. Her har de annulleret minimum 50 bookinger eller forespørgsler på bookinger af grupper af unge mennesker, skrev TV 2 i weekenden.

Lærke Mikkelsen
Læs også
Unge er trætte af støjklager - nu prøver de at gå dialogens vej
Lærke Mikkelsen
Læs også
Unge er trætte af støjklager - nu prøver de at gå dialogens vej

De strikse adgangsvilkår til at leje et sommerhus har ifølge Charlotte Nielsen medført, at mange forældre booker et sommerhus i Odsherred på deres børns vegne.

- Det er nogle gange helt tilfældigt, at vi finder ud af, at der er noget, der ikke helt er, som det skal være. Men det er ikke så heldigt, at vi har nogle forældre, der gerne vil stå inde for deres børn, når det så ikke altid går helt så godt alligevel, siger hun.

Alle skal kunne være der

Oven på de mange klager opfordrer Charlotte Nielsen nu både gæster og dem, der opholder sig i eget sommerhus, til at være bedre til at tage hensyn til hinanden. Især i år, hvor der er mange flere mennesker i sommerhusene end normalt.

quote Lad nu være med at låne jeres sommerhus ud til jeres børn, hvis de tager ud i sommerhusområdet og spiller højt musik og fester

John Jensen, Midt- og Vestsjællands Politi

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for den store udlejning, vi har i år, men det betyder jo også, at der er rigtig mange gæster i sommerhusene – både dem, der ejer husene, og dem, der lejer. Så man må prøve at være sammen på et fornuftigt niveau, så der er plads til alle, siger hun.

Samme opfordring kommer fra politiet, der samtidig appellerer til, at forældre tager en snak med de unge mennesker, inden de sender dem på ferie i sommerhus.

- Lad nu være med at låne jeres sommerhus ud til jeres børn, hvis de tager ud i sommerhusområdet og spiller højt musik og fester, siger John Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Derudover opfordrer politiet til, at man banker venligt på døren og tager en dialog omkring den høje musik, der eventuelt generer, inden at man kontakter politiet. Fortsætter generne skal man selvfølgelig kontakte politiet.

- Så tager vi derud og taler med de unge mennesker, og er de modtagelige overfor det og skruer ned, er det fint. Ellers tager vi deres anlæg med, så de ikke kan spille musik. Men de efterkommer for det meste vores anvisninger, siger John Jensen.  

 


Nyhedsoverblik