¨

Cyklist kræver cykelstier i Odsherred

Foto: TV ØST

En cyklist fra Odsherred bruger kommunalvalget til at komme i kontakt med politikerne. Han håber, de kan presses til at bygge flere cykelstier.

Karsten Hornecker synes, det er for farligt at cykle til og fra Klint nær Nykøbing Sjælland.

- I sommerperioden, hvor der er mange sommerhusgæster og turister, der opstår hele tiden farlige situationer, siger han.

Ingen plads til cyklister

Så mens lokalpolitikerne går på gaden for at fiske stemmer til kommunalvalget, forsøger han at fiske politisk opbakning til at få etableret cykelstier fra Klint til Nykøbing Sjælland og fra Klint til Højby.

- De er mere lydhøre, når der er kommunalvalg, mener Karsten Hornecker.

Ifølge ham er problemet, at vejene ikke er særlig brede, så når der både er cyklister og biler, kan det være svært at få plads til alle på vejen.

- Jeg kan frygte, at på et tidspunkt, så sker der en ulykke, hvor der er menneskeliv, der går tabt, for det er virkelig med livet som indsats at færdes her nogle gange.

Flere af de borgere han uddelte sin brochure til i dag er enige. En af dem er Susanne Heinen fra Rørvig:

- Jeg synes, det Karsten gør, det er kanonsejt, siger hun og fortsætter:

- Når vi cykler til Klint, der kan det jo være livsfarligt. Der er jo de her smalle landeveje, og der er det altså ikke sjovt at cykle.

Politikere: Skoleveje har førsteprioritet

Men de lokalpolitikere, som Karsten Hornecker også håber at råbe op, vil ikke love noget:

- Nej, fordi jeg tror også, man skal huske, at vi har nogle steder, hvor der er skolevej, og dem har vi valgt at prioritere først. Så kan det være, at vi på nogle af de andre veje kan lave løsninger, hvor cyklerne har fortrinsret, og dermed gøre det mere sikkert at være cyklist, siger Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (S).

- Det skal kunne lade sig gøre at finde en andel penge til cykelstier. Om det så lige bliver Klint, der bliver nummer 1 - eller det bliver Egebjerg eller Ravnsbjergvej ude i Vig, det skal vi snakke om, og der tør jeg ikke love ham, at vi tager Klint som nummer 1, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Venstres borgmesterkandidat, Morten Egeskov.

Giver ikke op

Tirsdag skal færdselssikkerhedsudvalget i kommunen drøfte de veje, som Karsten Hornecker mener, skal udstyres med cykelsti.

- Så han har jo fået sat sine projekter på dagsordenen, siger Thomas Adelskov (S)

Hvis sagen ender der, får det dog ikke Karsten Hornecker til at give op. Opbakningen fra andre trafikanter omkring Klint får ham nemlig til at fortsætte kampen - også efter kommunalvalget:

-  Så det er bare at hænge på, siger han.

02:37 Luk video

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App