Charlotte Weitze har altid skrevet om naturen - nu har tidens klimafokus gjort hende populær

På en sti gennem et krat af brombær og birketræer går Charlotte Weitze og peger.

- Der kommer nogle birketræer op der, som står godt beskyttet, forklarer hun om krattet.

- Men på et tidspunkt overmander de brombærrene, siger hun.

Charlotte Weitze er på vej op til gravhøjen ved Vallekilde, hvorfra man kan se ud over Lammefjorden, og når vejret er rigtig klart, kan man se helt til Sejerø.

Men denne januardag er der gråt. Det blæser, og Charlotte Weitze har lånt sin mands hue, fordi hendes egen er blevet væk.

- Det er et lidt særligt landskab, siger hun.

- Man skal forestille sig, at der har været vand dernede engang, og der er stadig fyldt med østersskaller, sand og blåmuslingeskaller, fortæller forfatteren.

Charlotte Weitze udgav bogen Rosarium i 2021. Det er hendes sjette roman, og hun har også skrevet en lang række fortællinger, siden hendes debut for 25 år siden. Men af en eller anden grund er Rosarium blevet et gennembrud for hende.

- Generelt er det egentlig gået godt, jeg har holdt foredrag og fået gode anmeldelser, men ikke i samme grad som med Rosarium, må jeg sige, fortæller forfatteren, der ikke selv er helt sikker på, hvorfor det lige er den af hendes bøger, folk er blevet så optagede af.

- Den må have ramt et eller andet i tiden, siger hun om den vildtvoksende slægtsroman, der handler om mennesker, planter og hybrider mellem de to.

Rosarium er blevet godt anmeldt, romanen er solgt til flere lande, og nu er den også nomineret til DR’s romanpris og Weekendavisens litteraturpris, og det har nok noget at gøre med, at vi lever i en tid, hvor naturen er kommet meget i fokus.

Charlotte Weitze fortæller, at Rosarium ofte bliver kaldt en klimaroman, men selv mener hun, at det er en økoroman - altså en fortælling, der handler om mere end bare klimaet. Rosarium handler om planeten, planterne og menneskets sammenhæng med naturen, som vi måske tidligere har haft en tendens til at glemme.

Naturen kan rive fra sig

- Der er til sidst i Rosarium, hvor det her rosenkrat vokser sammen, fortæller Charlotte Weitze.

Brombærkrattet op mod gravhøjen har været en del af inspirationen til det krat. De lange grene med torne vokser hen over stien og danner et loft over hovedet på forfatteren, der fortæller, at brombærrene ikke bare vokser vildt ved gravhøjen, de er flere steder i Vallekilde, hvor de stikker ud gennem buske og anden beplantning. Blandt andet kommer de ind i hendes have fra naboen, hvis hun ikke er over dem.

- De vokser jo helt vildt hurtigt de der brombær, så man må jo gå med en saks nogle gange, siger hun og fortæller, at brombærrene har meget tilfælles med de roser, der er omdrejningspunktet i hendes seneste roman, de er både tiltrækkende og farlige.

- Der er nogle dejlige bær på, men så river den jo også, siger hun.

Motivet med naturen, der både lokker og skræmmer, går igen i Charlotte Weitzes forfatterskab.

Hendes første udgivelse var en samling fortællinger med titlen Skifting, og i en af teksterne derfra, som stadig bliver brugt i danskundervisningen på flere gymnasier, bliver hovedpersonen Edel forelsket i en hjort.

Fortællingen hedder Kronvildt, og herunder kan du høre Charlotte Weitze læse et uddrag af den.

Også i udgivelsen Mørkets egne fra 2005 forekommer der en natur, der river og flår i mennesket, blandt andet i fortællingen Ikon, hvor maleren Jude mister sin bedste ven:

Jude rejser sig hurtigt og maser sig ud gennem buskene til stien og løber videre. Nu er det mørkt, som det plejer. Der er skyer på himmelen, månen er halvt udvisket, tung og bleg.

Det er først, da det begynder at lysne, at han kan se sine arme. Jude havde glemt, at de byggede hulen i et tornekrat. For at ingen fjender skulle komme derind. Der er ikke en plet på armene, som ikke er rød. Træerne er skæve og stien svajer. Han løber hurtigt hjem, inden han besvimer.

Klimakrisen er blevet et grundvilkår

Det er slet ikke til at komme udenom naturen i Charlotte Weitzes bøger, og derfor er det nok også mere tidsåndens skift end en ændring i hendes forfatterskab, der gør, at Rosarium nu er sådan en roman, som mange gerne vil høre mere om.

- Jeg har været rigtig meget ude at holde foredrag om den, fordi der er rigtig mange undervisnings- og kulturinstitutioner, der skal have sådan en aften med klima-tema, fortæller hun.

Men for Charlotte Weitze går interessen for naturen helt tilbage til hendes barndom i Kongens Lyngby nord for København, hvor der var søer, moser og skove.

- Der var sådan et stort område, der bare stod øde hen, fordi det havde været en del af Lyngby Radio. Det havde været spærret af i mange år, og der stod en masse master, men det var bare et vildt område, fortæller hun og peger på, at natursynet generelt har ændret sig på det sidste.

- I vores tid er det svært at læse noget om natur, uden at tænke klimakrisen ind i det, siger hun.

Forfatteren fortæller, at det nok var et andet natursyn, hun skrev med, da hun i 1990’erne fandt på fortællingen om Edel, der forvilder sig så langt ind i naturen, at hun bliver forelsket i den.

- Vi havde godt nok hørt om global opvarmning, men det lå langt ude i fremtiden, siger Charlotte Weitze, der for alvor blev bekymret for naturen i 2009, da det under klimatopmødet i Danmark ikke lykkedes for politikerne at blive enige om en egentlig løsning. 

Hun overvejer, om klimakrisen nu er så stor en del af vores verdensforståelse, at det bliver reflekteret i stort set al nutidig litteratur.

- I dag er der også litteratur, som man måske ikke ville kalde for cli-fi (klima-fiktion, red.), men som alligevel berør det på en eller anden måde, siger forfatteren.

- Måske kan man ikke skrive, uden at det kommer med, fordi det er et grundvilkår, siger hun.

Tidligt ude

Charlotte Weitze var 22 år, da hun debuterede som forfatter. Efter et ophold på Ry Højskole fandt hun skriveglæden fra barndommen og teenageårene frem igen, for i gymnasietiden skrev hun slet ikke sine eventyrlige historier.

- Jeg troede, det med at skrive var sådan en barneting, fordi jeg ligesom legede mig frem til det, fortæller hun.

- Men så kom jeg på højskole og meldte mig til skrivelinjen, og så skete der et eller andet der, siger Charlotte Weitze.

- Alle de historier, jeg havde skrevet før, de blev ligesom voksne.

I Charlotte Weitzes familie var der ikke nogen kunstnere, så det faldt hende ikke ind, at hun kunne blive forfatter. Men i 90’erne kunne man med god samvittighed tage en god lang pause mellem gymnasiet og universitetet.

- Det var jo dengang, man bare kunne tage nogle sabbatår, siger hun og fortæller, at på højskolen blev hun opmærksom på et andet skrivekursus, som hun fortsatte på bagefter. Og på det skrivekursus fandt eleverne ud af, at man på Bogforum kunne få læst en tekst igennem af en rigtig forlagsredaktør.

- Det var faktisk bare sådan lidt tilfældigheder, fortæller Charlotte Weitze.

- På bogmessen kunne man komme og aflevere nogle sider fra et manuskript, og så ville man få respons. Det var Lindhardt og Ringhof, der tilbød det. Og alle de andre gik jo derind, og så gik jeg også derind, fortæller hun.

Charlotte Weitze tog tidligt ind på bogmessen, og det var hendes held.

- For der stod jeg nummer to i køen og afleverede, så jeg kunne nå at få respons den dag, og det kunne dem, der kom senere, ikke rigtigt.

Teksten, som hun afleverede, hed Biller, og redaktøren fra Lindhardt og Ringhof nåede at læse den i løbet af dagen. Da han var i TV om aftenen, fortalte han om den her tekst, han havde modtaget fra en helt ung forfatter, og så var det, Charlotte Weitze skulle tage stilling til, om det med forfatterlivet egentlig var noget, hun ville.

- Det var jo noget, jeg havde drømt om, uden at turde at drømme om det, siger hun.

To år efter, i 1996, udkom hendes første bog. Den fik titlen Skifting og indeholdt det, man besluttede at kalde fortællinger.

- Det kom det til at hedde, fordi der ikke var så meget eventyrligt på det tidspunkt, der var jo ikke sådan fantasy eller Harry Potter eller noget, forklarer hun.

Charlotte Weitze modtog bogforums debutantpris for den, så for 25 år siden var der altså også et stort fokus på det fortælleglade menneskes forfatterskab.

- Det er klart at få sådan en pris, betyder ret meget. Det bliver også nemmere, hvis man vil søge legater eller refugieophold eller holde foredrag, siger hun.

Samme år som hun debuterede, søgte Charlotte Weitze ind på Københavns Universitet – det var primært for at have noget at falde tilbage på, hvis det nu ikke gik.

- Altså det mente min mor og far, siger forfatteren og griner.

- Og så valgte jeg det mest brødløse, siger Charlotte Weitze, der besluttede at læse folkloristik, som er læren om folklore og folkeliv.

Men selvom hun har ernæret sig som forfatter i størstedelen af sit liv, har uddannelsen på universitetet langt fra været forgæves.

- Jeg tænker på det som research. Altså vi havde jo et helt semester om overnaturlige væsner, fortæller forfatteren, der udover naturen også ofte skriver om magiske og fantastiske ting, og måske hænger de to ting, naturen og det magiske, faktisk rigtig godt sammen.

Naturen bliver sat i forgrunden

- Jeg er altid blevet spurgt, hvorfor jeg skrev så underligt, fortæller Charlotte Weitze.

- Men der er jo andre steder i verden, hvor det ikke opfattes som underligt - Island for eksempel.

I 1990’erne var det i Danmark især realistiske fortællinger i et enkelt sprog, der dominerede blandt forfatterne, og Charlotte Weitzes vilde, eventyrlige fortællinger passede ikke så godt ind i det selskab.

- Men jeg kan huske, at en af mine undervisere på universitetet sagde; eventyr er jo verdens ældste genre, det er noget, der har eksisteret altid, så det er bare, fordi det ikke er så populært i Danmark, fortæller Charlotte Weitze.

- Så hun beroligede mig lidt.

Og selvom forfatteren fra Vallekilde ofte har tænkt på at skrive noget mere realistisk, så er det, som om bøgerne, der har fokus på klimaet og naturen, kalder på det eventyrlige. For eksempel i hendes roman Den afskylige, der kom i 2016, som Charlotte Weitze var helt sikker på, ville blive en realistisk fortælling.

- Da jeg ville skrive om klima, så tænkte jeg, nu bliver det rigtig en realistisk roman, fordi hvis man skal skildre det, og folk skal tro på det, så skal det være realistisk, fortæller hun.

- Men det var, som om historien først lykkedes, da der kom en afskyelig snemand med ind. Så var det, det blev sjovt for mig, og det blev også en måde at personificere naturen på.

Det handler nemlig ikke kun om at underholde hende selv. Det handler også om at give naturen en stemme.

- I det eventyrlige kan naturen godt være forgrunden. Der kan naturen godt agere, siger hun.

- Men i realismen er det altid mennesket, der er i forgrunden, og så er naturen et eller andet i baggrunden.

- I Island for eksempel, der er en magisk realisme, for de er jo vant til at leve et sted, hvor naturen spiller en væsentlig rolle, siger hun og nævner blandt andet vulkanudbrud som et vilkår, der muligvis præger den måde, islændingene skriver på.

- Og i forhold til naturen og klima- og økokrise er det måske vigtigt at skrive noget, hvor naturen kommer mere i forgrunden.

På turen rundt i Vallekilde fortæller Charlotte Weitze om mange af de ting, hun går forbi. Hun hilser på en dame, der er ved at skære i noget beplantning med en motorsav, hun fortæller, at den smukke træbygning ved højskolen er Danmarks ældste gymnastiksal, og at gravhøjen faktisk er en rekonstruktion, fordi bønderne i 1800-tallet pløjede den ned for at få mere plads at så på.

Historieinteressen er tydelig, og da Charlotte Weitze som barn gik på opdagelse blandt gamle telemaster og bevoksning i Lyngby, drømte hun om alle de vilde fortællinger, der er overleveret til os fra fortiden.

- Jeg havde en drøm om at blive arkæolog, for det er der også lidt eventyr over på en måde, siger hun.

- Fortiden er altid et eventyr.

Fra Charlotte Weitzes baghave kan man se marker og vindmøller i horisonten. En flok rådyr løber ned mod et beplantet markskel, og vinden får fart på hen over den inddæmmede fjord, der har gjort Odsherred meget større, end det var, før mennesket besluttede at bygge dæmninger.

- Det må jo også have gjort noget ved menneskene og deres opfattelse af verden, siger forfatteren eftertænksomt.

Før var der kun en smal stribe land, der forbandt Odsherred med resten af Sjælland.

- Så det har været ret afskåret, siger hun.

- Det har altid været et fattigt område.

Når Charlotte Weitze kigger ud over landskabet, ser hun tydeligt, hvad der er formet af istiden, og hvad der er formet af menneskene.

Hun siger, at der er en interessant sammensætning af forskellige typer af natur lige der, hvor hun har slået sig ned. Der er industrilandet, hvor bønderne dyrker foder til dyreproduktionen, der er haven, som er vild med vilje, og gravhøjen, som står på en istidshøjderyg, men er både skabt og genskabt af menneskehænder.

- Det er hernede, virkeligheden er, siger hun og fortæller, at naturen hele tiden er til diskussion - også ved Vallekilde.

Der skal laves en solcellepark ved højskolen, som de lokale er noget uenige om, og der er vindmøllerne, som mange ikke ønskede at få placeret lige der, hvor de bor.

- Og når landmændene sprøjter, så kommer der pesticider ind til os, siger hun,

- Men så bryder vores høns nogle gange ud af haven og spiser af deres korn, siger forfatteren, der bruger udbryder-hønsene som et afsæt til et af de store spørgsmål:

- Men hvem ejer egentlig Jorden?

Kan kunsten redde verden?

For Charlotte Weitze er den en glæde, at hendes forfatterskab er blevet introduceret til en større del af befolkningen. Og hun har ikke noget imod at sige, at hun har håbet på, at det ville ske.

- Jeg tror ikke, man kan tilrettelægge det, man kan håbe på det, siger hun om succesen og understreger, at de første 25 år af hendes forfatterkarriere også har været gode. Hun har kunnet leve af at skrive og undervise, og det er vigtigt at huske på.

- Man skal være tilfreds med det, man har, siger hun.

Siden Rosarium udkom, har der været mange foredrag i Charlotte Weitzes kalender, og noget af det, folk ofte spørger hende om ude på bibliotekerne, skolerne og i forsamlingshusene er, om der håb for vores klode.

- Og så er det, man skal være garant for, om der nu er det, og om kunsten kan redde klimaet, siger hun og fortæller, at hun tror, det gør en forskel, at hendes roman får mennesker til at tale med hinanden om klimakrisen.

- For de fleste har ikke lyst til at snakke om klimakrisen. Det er lidt elefanten i rummet, siger hun.

- Men der sker noget, når man taler om bogen, siger hun.

- For så kan man ligesom tale om alle de der klimakrise-ting i udstrakt arm.

Charlotte Weitze besøgte flere forskellige typer af skov under researchen til Rosarium. Hun var blandt andet i områder med helt uberørt skov, og så besøgte hun også et sted, hvor naturen har overtaget et tidligere beboet område.

- Jeg var i Tjernobyl, hvor jeg så, hvordan planterne havde taget over, og det var både uhyggeligt og livsbekræftende, siger hun.

- Hvis man bare lader naturen være, så skal den nok klare det. 

Tekst, fotos og lyd: Thea Berg

Grafik: Nick Abildgaard

Opsætning: Martin Hartmann