Brandrisiko i det solrige vejr

Det har været usædvanligt godt vejr her i april. Men det tørre vejr betyder, at naturen bliver brandfarlig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vi oplever i år mest solrige april måned siden 1974.

Det kan virke fristende at nyde solen i sommerhus eller på camping - og måske starte grillsæsonen. Men det kan være farligt, når naturen er helt tør, fordi det ikke har regnet.

- Det er et problem, vi har hvert år, men i år har været meget tørt. Der går jo lynhurtigt ild i områderne herude omkring sommerhusene, og derfor skal folk altså passe særligt meget på, fortæller brandinspektør Søren Jacobsen fra Odsherred Brandvæsen.

De danske redningsberedskaber har den seneste måned rykket ud til ikke færre end 193 naturbrande - det er 43 flere end i  2007, som ellers havde rekorden i antallet af aprilbrande gennem de sidste mange år. S

å sent som i går gik det galt i Rørvig, da en sommerhusejer fik antændt ild, fordi han smed aske fra sin brændeovn ud i naturen i stedet for i en vandbalje.

- Han kunne ikke finde den balje, han plejede at bruge, så han havde smidt det på jorden og var gået ind for at sove. Heldigvis blev det opdaget af nogle folk, der tilfældigvis kom forbi, beretter Søren Jacobsen.

Tilfældet i går viser, hvordan det typisk kan gå galt.
Odsherred Brandvæsen vil fra næste uge overveje at udsende et afbrændingsforbud.

Ved Nordstrand Campingplads og i de omkringliggende sommerhuse har forårssolen allerede tiltrukket mange gæster.

- Vi sørger altid for at gøre vores gæster opmærksomme på brandfaren, fortæller Allan Gehlsen, som er lejrchef ved Nordstrand Camping. Ogde fleste af gæsterne på pladsen er da også opmærksomme på brandrisikoen.

- Vi bruger som regel den fælles grillplads. Vi tør slet ikke tænde ild ved vores telt, når det er så tørt, fortæller Connie Olsen, der er fastliggende gæst på pladsen.

Og generel opmærksomhed betyder rigtig meget, fortæller Søren Jacobsen.

Ifølge DMI vil det varme vejr fortsætte noget tid endnu.


Nyhedsoverblik