Brandalarm kunne have reddet Odsherred Hallen

Hvis Odsherred Hallen havde haft et automatisk brandalarm-anlæg, kunne branden sandsynligvis have været slukket, før den bredte sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er ingen tvivl om, at det var en voldsom brænd, der hærgede i Vig i går.

Branden har givet stof til eftertanke i Odsherred kommune. Det er nemlig ikke sikkert, at det var gået så galt, hvis hallen havde haft et automatisk brandalarm-anlæg(ABA-anlæg), der reagerer tidligt på røgudvikling og sender en direkte alarm til brandvæsenet.

- Det havde formentlig ikke nået at udvikle sig. Det havde været noget med, at man ville være gået ind med en slange og lige slukket det. Så ville det være overstået og så ville der ikke være sket noget, fortæller Beredskabschef Jens Larsen, Odsherred Brandvæsen.

Butik reddet af alarmen

Kun otte kilometer fra det, der engang var Odsherred Hallen, kender man godt til værdien af et automatisk brandalarm-anlæg.

I SuperBrugsen i Asnæs opstod der en brand for to år siden. Heldigvis virkede deres alarmanlæg, så brandvæsenet nåede at slukke branden, inden den for alvor brød ud.

 - Hvis ikke vi havde haft det alarmsystem, som vi har, så var der nok gået noget længere tid, før vi havde opdaget branden, fortæller Søren Lerche, Souschef i SuperBrugsen Asnæs.

Ikke lovpligtigt

Det er ikke et lovkrav, at der skal være et automatisk brandalarm-anlæg i sportshaller, men informationerne gør indtryk på Rådhuset i Odsherred Kommune.

- Det er klart, at hvis det viser sig efter undersøgelserne, at vi kunne have reddet noget af hallen, måske med et ABA-anlæg, så giver det jo anledning til, at vi også kigger på de andre haller, vi har i kommunen og ser, om der er noget at rette op på, siger Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune.

Et automatisk brandalarm-anlæg I en sportshal koster op til 300.000 kroner.

Det er lovpligtigt at have et automatisk brandalarm-anlæg i fængsler, på plejehjem, større hoteller og bygninger, hvor folk ikke kan bringe sig selv i sikkerhed.


Nyhedsoverblik