Borgere i Hørve om hærværk: Sker på grund af kedsomhed

Borgerne i Hørve ærger sig over hærværk i byen. - Tal med jeres børn, lyder opfordringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Beboerne i Hørve er godt trætte af hærværk i byen.

Mellem jul og nytår blev der tændt ild til papir på et offentligt toilet i et parkområde kaldet Bøgelunden, og det falder ikke i god jord.

- Det giver dårlig omtale, at sådan noget sker. Og det betyder, at børnehaverne ikke kan gå derned, for de skal jo på toilettet. Vi har kæmpet for at få et toilet, så man kan være i parken, og det har aldrig været et problem før nu, fortæller Inga Juul, medlem af styregruppen i medborgerhuset i Hørve.

Hun er ærgerlig over, at hærværket gentager sig.

- Vi har været dette igennem før, så nu må det ikke starte igen. Vi kæmpede med det her for fem år siden, siger hun.

Interesser jer for jeres børn

Ifølge Inga Juul er det vigtigt, at forældrene træder i karakter og interesserer sig for, hvad deres børn laver.

- Forældrene skal holde mere øje med, hvad deres unger laver og tale med dem om det. Tal med dem i stedet for bare at lave kontrollen via opringening eller sms. Vis interesse for dem - mange gange sker hærværk på grund af kedsomhed, siger Inga Juul til TV ØST. 

Ifølge hende er det vigtigt at tale om problemerne, så hun foreslår, at borgere henvender sig til hinanden, hvis de ser noget mistænksomt - ikke for at blive vrede eller skælde ud, men for at fortælle, at det er ærgerligt at ødelægge tingene.


Nyhedsoverblik