Beredskab gør klar til oversvømmelser og storm lørdag nat: - Vi har været i gang hele formiddagen

Beredskabet er allerede langt i forberedelserne, før et voldsomt uvejr ventes at ramme natten til søndag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi har været i gang hele formiddagen. Dels med at lave sanddepoter - og også for at afdække de steder, hvor det kan blive kritisk.

Sådan lyder meldingen fra beredskabsdirektør Lars Karlsen fra Vestsjællands Brandvæsen, der ser ud til at komme til at arbejde under de værste vejrforhold overhovedet i uvejret, som DMI har varslet natten til søndag. 

Her vil både stormvejr og oversvømmelser ramme Vestsjælland.

- Vi står klar med sand og sandsække og er ved at få gjort pumperne klar. Det er en høj vandstand, som DMI varsler. Vi ser ind i, at det kan blive relativt voldsomt, siger han.

Læs også
DMI varsler om meget farligt vejr - stormen Malik rammer Sjælland med orkanstyrke
Læs også
DMI varsler om meget farligt vejr - stormen Malik rammer Sjælland med orkanstyrke

Samtidig er der lavet klare aftaler med kommunerne i området om, hvem der gør hvad, når det går løs. I den forbindelse er det aftalt, at det er kommunerne, der skal informere de enkelte borgere via deres hjemmesider, oplyser beredskabsdirektøren.

Beredskabet har udpeget to steder i TV2 ØSTs sendeområde, hvor situationen kan blive særlig kritisk. Det er kystområdet i Nykøbing Sjælland samt Holbæk Havn.

- Det er umiddelbart der, at vi har størst opmærksomhed, siger han.

To forskellige vejrsituationer

Det er to helt forskellige vejrsituationer, der møder os i løbet af natten.

Dels er der stormvejret, der allerede i løbet af eftermiddagen lørdag ventes at kunne være på stormende kuling med vindstød af stormstyrke. I løbet af natten vil det udvikle sig til en storm med vindstød af orkanstyrke i Kalundborg og Odsherred Kommuner i kystområderne.

Samtidig er det en situation med stormflod og oversvømmelser, der ventes at ramme i Isefjorden og Holbæk Fjord i nattetimerne. Den sidste er af DMI vurderet til at være en meget farlig vejrsituation med en vandstand, der kan stige op til 1,9 meter over dagligt vande.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hos Vestsjællands Brandvæsen er det ligesom hos DMI vandstanden, der skaber opmærksomhed. Den tangerer nemlig vandhøjden fra den store storm Bodil i 2013, hvor man ligeledes nåede omkring to meters forhøjet vandstand i Isefjorden.

Lars Karlsen understreger dog, at man mange steder står bedre, end da stormen Bodil ramte i 2013.

- Der er bygget meget siden dengang. Der er bygget diger, og vi er bedre forberedt. Derfor håber vi ikke, at det bliver så alvorligt, som vi så dengang, siger han.

Læs også
Stormen Malik kan give vindstød af orkanstyrke i weekenden
Læs også
Stormen Malik kan give vindstød af orkanstyrke i weekenden

Han slår dog fast, at det er detaljer omkring vindretningen, der afgør, hvor slemt det bliver.

- Der er meget, som vi ikke ved endnu med dette uvejr. Men vi ruster os, så vi er klar og får kørt sand ud i depoterne de steder, hvor de skal være, siger han.

Kriseberedskab ikke trådt sammen

I tilfælde af en større hændelse vil det være politiet, der skal koordinere samarbejdet i beredskabet. Det sker ved at indkalde den Lokale Beredskabsstab. Den består af de relevante personer fra det offentlige beredskab.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser man, at man endnu ikke har truffet beslutning om at indkalde beredskabsstaben, og at det ikke er sikkert, at det sker.

- Vi holder naturligvis nøje øje med situationen og ser nøje på vejrudsigterne. Som det ser ud lige nu, er det dog ikke aktuelt, oplyser Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST fredag eftermiddag.


Nyhedsoverblik