Grøntsagsavler Kristian Juel Jensen fra Søvang har i dag fået et vigtigt diplom til kaminhylden.
Hans gulerødder af sorten New Hall løb med sejren i årets Grand Cru-konkurrence for grønsagsavlere på Lammefjorden.
Selv om der var tale om et tæt løb mellem de tre finalerødder, var dommerne bestemt begejstrede for Kristian Juel Jensens gulerødder.
- Jeg synes personligt, at den havde rigtigt meget karakter. Den havde et flot knæk, og så var den også saftig. Jeg synes bare generelt, at det er en rigtig god gulerod, som du kan bruge til alt muligt.
Så klar lyder vurderingen fra Claus Henriksen, der er køkkenchef på Dragsholm Slot og smagsdommer i Grand Cru-konkurrencen.
Vandt på kartofler sidste år
Det var dog ikke kun de professionelle dommere, der fik lov at vurdere afgrøderne. Alle, der havde lyst til at smage og afgive deres stemme, var velkomne til dagens arrangement.
Det er altså en bred jury, der gav en stolt Kristian Juel Jensen sejren.
- Jeg er rigtig glad for at vinde årets Grand Cru. Jeg gik med kartoffelsejren sidste år, og nu tager jeg guleroden i år. Det er bare sjovt at være med, og så kan jeg bryste mig lidt af at være den bedste gulerodsavler det næste års tid, siger han.
Ugelang madfestival
Foruden årets gulerødder blev altså også årets kartofler kåret ved dagens konkurrence.
Grand Cru-konkurrencen er startskuddet til den ugelange mad- og høstfestival Odsherred Grand Cru.
Man kan blandt andet komme til vinsmagning, markvandring og smage Grand Cru-menuer hos lokale restauranter.