Anders Lund Madsen betaler bøde

DR vælger nu at betale bøder for at have overtrådt våbenlovgivningen under indslag til Lund Madsens talkshow hos lokalpolitiet i Nykøbing Sjælland

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DR vil ikke gå i retten med de bøder, som politiet har udstedt efter et indslag i Det Nye Talkshow.

I stedet bliver bøderne nu betalt, meddeler redaktionschef Ole Rahbek.

- Det var et satirisk indslag, og jeg tror, at humoren var tydelig - både for de tilstedeværende og for seerne. Men vi har nu sammen med vores jurister grundigt overvejet situationen og besluttet os for ikke at gå videre med sagen, siger han.

Midt- og Vestsjællands Politi har sendt bøder på 10.000 kroner til journalist Signe Molde og 12.000 til både redaktionschefen og studieværten Anders Lund Madsen.

I indslaget var Molde til reception hos lokalpolitiet i Nykøbing Sjælland med det, der viste sig at være en taske fuld af våben. I det hele havde hun medbragt en håndøkse, en peberspray og tre knive, som hun tog frem midt på politistationen.

I første omgang valgte DR at tænke over, om man ville betale bøderne eller kæmpe for sin uskyld i retten. Men nu falder pengene altså.

- Hvis man skal lave god satire, så kræver det nogle gange, at man udfordrer og går til kanten. Og her er man så måske gået lidt over - det er i al fald det, politiet har vurderet, lyder det fra Ole Rahbek.

/ritzau/


Nyhedsoverblik