Alvorligt uheld ved Moseby: Én person i kritisk tilstand

En person er kommet alvorligt til skade, efter en bil og en traktor mandag aften stødte sammen på Odsherredvej ved Moseby. Vejen er spærret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag aften er der sket et grimt uheld på Odsherredvej ved Moseby. Politiet har fået meldinger om, at en personbil og en traktor er stødt sammen, og en person er i kritisk tilstand.

Det fortæller vagtchef Lars Galasz fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

- Vi vil betegne personens tilstand som kritisk, fordi der på et tidspunkt ingen vejrtrækning var. Der er så kommet gang i vejrtrækningen igen, og den pågældende er blevet kørt til Holbæk Sygehus, siger han.

Traktoren er væk

Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor traktoren befinder sig.

- Vi har hørt fra vidner, at der var en traktor indblandet, men den er ikke på stedet nu, siger Lars Galasz.

Derfor hører politiet gerne fra vidner, der har set en traktor med synlige skader i området.

Vejen er i øjeblikket spærret i begge retninger, mens rednings- og oprydningsarbejdet er i gang. Politiet ved endnu ikke noget om den tilskadekomnes identitet. 

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik