Akut mangel på lokoførere skaber aflysninger

Aflyste tog og ingen togbusser. Det har været virkeligheden for sjællandske pendlere den seneste tid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Har du ventet forgæves på toget for nyligt?

Hvis du frekventerer lokalbanerne på Sjælland, så er chancen stor. I flere måneder har der nemlig været akut mangel på lokomotivførere på lokalbanerne. Særligt Østbanen, Odsherredsbanen og Tølløsebanen har været ramt. Og når der ikke er nogen lokomotivførere, så kører der ingen tog.

Oven i hatten har der ikke været togbusser til pendlerne på strækningen. Med det resultat, at flere ikke har haft mulighed for at komme frem med den kollektive trafik. Og det er pendlerne godt trætte af.

Så mange benytter lokalbanerne

Dagligt gennemsnit passagerer på lokalbanerne

Østbanen: 5.418

Tølløsebanen: 1.542

Odsherredsbanen: 3.505

Lollandsbanen: 2.557

Kilde: Movia

(Tallene er fra 2. kvartal 2022)


I Odsherred Kommune har byrådsmedlem Felex Pedersen (S) siden starten af sommeren modtaget flere henvendelser fra frustrerede borgere. Og derfor har han kontaktet Movia og Lokaltog, der har ansvaret for lokalbanerne.

- Jeg synes, informationsniveauet er utilstrækkeligt. Lokaltog og Movia må kunne informere i bedre tid, så folk har en chance for at finde på noget andet, siger Felex Pedersen, der ikke er tilfreds med den service, som er blevet leveret på Odsherredsbanen i det seneste stykke tid.

- Hvis man aflyser, må man sørge for, at der i det mindste sættes togbusser ind i stedet. Folk kan ikke komme på job, og unge kan ikke passe deres uddannelser, siger han.

Lægger sig fladt ned

Ifølge Lokaltogs driftsdirektør Mie Rajcic er de udfordrede på at skaffe lokomotivførere, fordi der både har været et højt sygefravær, samt at flere lokomotivførere har forladt virksomheden.

- De sidste to uger har det været ekstra slemt, men vi har generelt mangel på færdiguddannede lokomotivførere, fortæller Mie Rajcic.

Lokaltog har til gengæld ikke problemer med at få fyldt deres lokomotivfører-uddannelse op. Problemet er bare, at det tager tid for de nye lokomotivførere at blive uddannet, og samtidig er der ikke nogen garanti for, at de nyuddannede lokomotivførere bliver på de lokale baner.

Mie Rajcic fortæller, at togaflysningerne blandt andet skyldes et højt sygefravær.
Mie Rajcic fortæller, at togaflysningerne blandt andet skyldes et højt sygefravær. Foto: Pressefoto: Lokaltog A/S

Men hos Lokaltog venter de nu på, at et nyt hold lokomotivførere er klar til at indtage skinnerne til januar, hvor man forventer, at togdriften vil være normal igen.

Indtil da forsøger Lokaltog at supplere med togbusser. Men der er også mangel på buschauffører, fortæller Mie Rajcic. Og det er derfor, borgerne i Odsherred har oplevet, at togbusserne også manglede - men Lokaltog har nu skiftet strategi.

- Nu prøver vi at være proaktive og gå ind på forkant og reservere togbusserne. Hvis vi booker dem på forhånd, har vi førsteret, modsat hvis vi ringer akut ved sygdom, fortæller Mie Rajcic.

Læs også
Niårige Lau blev efterladt af propfyldte tog på perronen - nu går politikere ind i sagen
Læs også
Niårige Lau blev efterladt af propfyldte tog på perronen - nu går politikere ind i sagen

Om det er nok til at løse problemet med aflysningerne de næste fire måneder, må tiden vise. Lokaltog håber i mellemtiden på forståelse fra deres kunder.

- Vi lægger os fladt ned og siger: - Det er ikke godt nok. Jeg har selv prøvet at stå og vente på et tog, der var aflyst, og det er bestemt ikke nogen god oplevelse for nogen, siger Mie Rajcic.

- Så vi vil bestemt gøre alt, hvad vi kan, for at få driften til at køre normalt, så vi kan få flere kunder over i den kollektive trafik. 


Nyhedsoverblik