Ældre skal forkæles for tyveristøtte

De ældre på plejecenteret Bakkegården i Hørve kan se frem til både nytårskur og forårsfest for de penge, som lokale samlede ind til dem efter et tyveri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nytårskur og forårsfest er på programmet på plejecenteret Bakkegården i Hørve den næste tid. Bestyrelsen for Inger og Helge Nielsens fond har netop besluttet, hvad de resterende penge fra en lokal indsamling skal gå til, efter at stedet i december var udsat for indbrud. Det skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Her stjal ukendte gerningsmænd de julegaver, som beboerne skulle have haft, og det blev Jeppe Michael Rye Hansen så forarget over, at han startede en indsamling via Facebook.

Fik penge 3 gange igen

Der var flere, der havde det som ham, og det væltede ind med donationer, så der foruden gaver blev givet 18.445 kroner til de ældres julegaver. Da de stjålne pakker kun havde en værdi af 6000 kroner, var der penge tilovers, og det er dem, som nu skal bruges på fest.

Den 10. januar bliver der holdt nytårskur på Bakkegården fra klokken 14.30-16.30, hvor også lokalbefolkningen og pårørende er velkommen. Her vil der blive serveret champagne, kransekage og andet sødt, og der vil være levende musik doneret af Kim Nielsen.

Forårsfest med ekstra glamour

Den 6. maj er det så tid til fest igen. Her bliver der holdt en forårsfest udover det sædvanlige for beboerne fra klokken 12, hvor der bliver leveret en ønskekoncert af det lokale band Five Tonnys, som også har ønsket at støtte.

Endeligt besluttede bestyrelsen også at tilgodese personalet med et beskedent tilskud.


Nyhedsoverblik