32-årig mor skal 9 måneder i fængsel for bedrageri

Det koster en 32-årig mor fra Odsherred Kommune 9 måneders fængsel, at hun i næsten 2 år løj om, at kæresten var flyttet og modtog ydelser som enlig mor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan blive en dyr affære at snyde det offentlige og begå socialt bedrageri - i mere end én forstand. Det må et ungt par fra Odsherred se i øjnene. Gennem næsten 2 år – fra august 2010 til juni 2012 – fortalte parret kommunen, at de var separerede og ikke længere boede sammen.

På den måde fik den 32-årige kvinde ubetalt i alt 134.190,13 kroner i forhøjede sociale ydelser fra Odsherred Kommune i perioden som enlig forsøger til parrets datter, skriver Odsherred Kommune i en pressemeddelelse.

Fra 3 til 9 måneders fængsel

I Retten i Holbæk blev kvinden idømt 3 måneders fængsel, men det omstødte Østre Landsret til en fængselsstraf på 9 måneders ubetinget fængsel, ligesom kvinden skal betale 122.000 kroner tilbage til kommunen. Hendes 35-årige samlever blev straffet med 4 måneders betinget fængsel, og begge skal under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Parret var tiltalt for at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller at have fortiet oplysninger til brug for afgørelsen om støtte, da de havde oplyst kommunen om, at deres samlivsforhold var ophørt, og at manden angiveligt per 1. august 2010 havde flyttet folkeregisteradresse fra den fælles bopæl i det sydlige Odsherred.

Facebook afslørede forhold

Imidlertid fremgik det af vidneforklaringer, at manden ikke havde beboet det lejemål, som parret angav, han gjorde, og som i øvrigt var uden varme og kun med koldt vandt. Afskrifter af parrets sider på Facebook, hvor de omtaler sig som værende sammen, blev fremlagt i retten, ligesom manden havde forklaret, at han alle ugens dage parkerede sin bil på kvindens adresse.

Retten fandt det derfor bevist, at kvinden reelt ikke var enlig, men fortsat samlevende med sin mand og at hun med hans vidende afgav urigtige oplysninger om at være separeret til kommunen med vilje for at opnå ydelser som enlig, som hun ikke var berettiget til.

De tiltalte har ikke bestridt kommunens opgørelse af de for meget udbetalte beløb.


Nyhedsoverblik