En overhaling på en landevej i Odsherred på Sjælland har sent torsdag eftermiddag kostet en mand livet.
Ulykken skete på Dragsmøllevej i Hørve.
- Her beslutter føreren af en personbil, der er på vej mod nord, at overhale en varebil, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Overså tilsyneladende varebil
Føreren overså tilsyneladende, at der er i det samme kommer en anden varebil kørende den modsatte vej.
- Føreren af den anden varebil kan se, at det er ved at gå helt galt og trækker ud mod grøften for at undgå et sammenstød, forklarer vagtchefen.
Samtidig går det åbenbart op for føreren af personbilen, at ulykken er ved at ske, og han bremser op. Men han mister herredømmet over bilen, som kører tværs over vejen og ind i den modkørende varebil.
Ikke identificeret med sikkerhed
Politiet har ikke identificeret føreren af personbilen med sikkerhed, men ulykken koster ham livet. Hans kvindelige passager på 27 år kommer lettere til skade.
I varebilen slipper den 45-årige fører uskadt, mens hans søn - en 12-årig dreng, der er med som passager - bliver lettere kvæstet.
Den varebil, som var ved at blive overhalet, fortsætter efter ulykken uden at standse op - måske fordi føreren ikke har opdaget, hvad der skete.
- Men vi vil meget gerne høre fra ham eller hende, siger vagtchefen.
/ritzau/