28-årig døde i kølerum – nu er der faldet dom i sagen

En 28-årig mand mistede i december 2018 livet, da han kravlede ind i et iltfattigt kølerum på den frugtplantage, hvor han arbejdede. Nu er virksomheden blevet dømt for ulykken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag den 18. december 2018 mistede en polsk medarbejder på Troldebakkens Frugtplantage i Starreklinte ved Hørve livet, efter at han var kravlet ind ad vinduet til en iltfattigt kølerum.

Nu er firmaet Argo Partner blevet kendt skyldig i at have overtrådt arbejdsmiljøloven og er idømt en bøde på 140.000 kroner samt til at betale sagens omkostninger.

Det skriver Sjællandske.

Manden var af uvisse årsager kravlet ind i et kølerum, der bliver brugt til frugt. Formentlig kravlede den 28-årige ud på nogle frugtkasser, men mistede balancen og slog hovedet kraftigt. For at holde frugten frisk var kølerummet indrettet sådan, at der kun var én procent ilt i rummet, så selvom han blev fundet af en kollega kort tid efter, stod hans liv ikke til at redde.

Læs også
28-årig mand dræbt i arbejdsulykke
Læs også
28-årig mand dræbt i arbejdsulykke

Manden blev fundet livløs og døde dagen efter på Rigshospitalet.

Virksomhed har anket dommen

Virksomheden mener ifølge Sjællandske ikke, at de kan stilles til ansvar, fordi medarbejderen var blevet instrueret i, hvor farligt det kunne være at gå ind i rummet. Virksomheden har yderligere givet udtryk for, at manden har handlet i modstrid med virksomhedens retningslinjer om, at man kun måtte arbejde i rummet, hvis portdøren stod åben, så der var sikret både ilt og flugtvej.

Både Arbejdstilsynet og Anklagemyndigheden var dog af den modsatte opfattelse, og nu har Retten i Holbæk slået fast, at virksomheden ikke havde tilrettelagt arbejdet på en forsvarlig måde.

Virksomheden er uenig i dommen og har derfor anket den til landsretten med henblik på frifindelse. 


Nyhedsoverblik