21-årig mand på anklagebænken for hacking og deling af teenagepigers nøgenfotos

En omfattende straffesag, berammet til 15 dage, er for Retten i Holbæk. Ifølge anklager er 68 teenagepiger fra hele landet forurettede i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Opdateret onsdag den 20. oktober 2021 klokken 14.43
Artiklen er opdateret med oplysning om baggrunden for, at anklagemyndigheden ikke har rejst tiltale for deling af børnepornografi, sådan som politiet i første omgang havde sigtet manden for.

En 21-årig mand fra Odsherred Kommune sidder i disse dage på anklagebænken i Retten i Holbæk.

Tiltalen er et omfattende katalog på i alt 137 forhold, hvor anklagerne lyder på, at manden gennem hacking, tvang og distribution af billeder har forurettet piger og unge kvinder ned til 16-års alderen.

Politiet fortalte allerede i foråret 2020, at den dengang 20-årige mand var sigtet i sagen. På dette tidspunkt vedrørte sagen 88 forhold og 31 forurettede over hele landet – i det endelige anklageskrift er denne liste oppe på 68 forurettede.

- Det er en sag om hacking, om ulovlig deling af billeder og blufærdighedskrænkelse. Det er en alvorlig og omfattende sag, fortæller anklager Anne Kirstine Jacobsen fra Anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Hun vil på nuværende tidspunkt i retssagen, der er afsat til at vare 15 dage plus to ekstra dage, ikke komme nærmere ind på anklagerne.

- Vi er end ikke halvvejs, fortæller hun.

Deling af nøgenbilleder

Det første forhold fandt ifølge anklageskriftet sted tilbage i 2015 mod en dengang 16-årig pige. Tiltalte selv var dengang 15 år gammel.

Den 16-årige pige er den første i en lang række af piger, hvem tiltalte angiveligt har haft held til at hacke eller franarre adgangskoder til sociale medier – herunder Facebook, Snapchat og Apple ID.

Via de sociale medier delte tiltalte efterfølgende fotos af pigen, "hvor hun var delvis nøgen," inden han efterfølgende truede hende til at sende ham flere fotos, fremgår det af anklageskriftet.

Dette har flere af ofrene dog afvist at gøre, trods trusler om, at han ville dele flere kompromitterende billeder af dem.

Samme modus er fulgt mod en lang række piger i årene efter, mener anklagemyndigheden. Det sidste forhold af anklageskriftet er dateret til april 2020 – få dage før Midt- og Vestsjællands Politi rejste sigtelse af manden.

Tip os

Er du blevet krænket i denne sag ved at få stjålet digitalt indhold eller delt dine billeder, så vil vi meget gerne høre fra dig. Der er tale om en uforpligtende samtale, som ikke nødvendigvis bliver offentliggjort.

Du kan kontakte os på redaktion@tv2east.dk

Udgav sig som ven

Da politiet omtalte sagen i 2020 fremgik det, at manden fulgte en fremgangsmåde, hvor han udgav sig for at være ven med forurettede, at han - ifølge ordensmagten - derved havde held til at franarre adgangskoder til konti på sociale medier.

Efter at have skaffet sig adgang fik manden adgang til forurettedes venner på det sociale medie, og herigennem skaffede han sig angiveligt adgang til yderligere konti.

På daværende tidspunkt forlød det, at fordi flere af de forurettede i sagen var under 18 år, da billederne blev delt, ville den 20-årige også blive sigtet for at dele børnepornografisk materiale.

Læs også
20-årig mand sigtet for at dele børneporno
Læs også
20-årig mand sigtet for at dele børneporno

Dette er manden dog ikke blevet tiltalt for, oplyser anklager Anne Kirstine Jacobsen i dag.

Anklagemyndigheden har ved nærmere efterforskning besluttet ikke at rejse tiltalte efter paragraf 235, også kendt som lovgivningen mod deling af børnepornografi.

Det skyldes ifølge Anne Kirstine Jacobsen, at langt størstedelen af de billeder, som tiltalte har delt, ikke falder ind under definitionen af børnepornografi.

Dernæst er en del af billederne af personer over 18 år.

For de resterne forhold – som udgør et fåtal – har anklagemyndigheden vurderer, der ikke kan føres bevist for at tiltalte vidste, at pigerne var under 18 år.

Genbrugte profiler

Den første anmeldelse i sagen modtog politiet allerede tilbage i 2018. Grunden til at der skulle gå to år, før der blev rejst sigtelse i sagen, skyldes ifølge Anne Kirstine Jacobsen, at de forurettede piger bor i hele landet, hvorfor anmeldelserne er indløbet til en række politikredse.

- Det er sådan, at den her sag karakteriserer sig som en masse små forhold, der har været efterforsket hver for sig – og som kan være svære at efterforske, før man har fået overblik over mønstret, som tegnede sig i sagen.

Flere af sagerne har således også nået at være henlagt.

- Men på et tidspunkt er der tilstrækkeligt med forhold til, at der tegner sig et mønster, hvorefter efterforskningen er blevet slået sammen, og de henlagte sager genåbnet, fortæller Anne Kirstine Jacobsen.

Det var blandt andet gengangere i de profiler, som gerningsmanden gjorde brug af, som gik igen.

- Det blev man klar over i foråret 2020.

Det har ikke på nuværende tidspunkt været muligt at få en kommentar fra tiltaltes forsvarer.

Anklagerne koncentrerer sig om straffelovens paragraf 232, 263 og 260, hvor strafferammen går fra bøde til seks års fængsel.


Nyhedsoverblik