17-årig anholdt for hærværk mod efterskole

En 17-årig dreng er anholdt for hærværk mod Faarevejle Fri- og Efterskole. Politiet formoder, at den 17-årige står bag hærværk for op mod 800.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

26 smadrede vinduer på én enkel nat. Heldigvis kom ingen elever til skade - de lå ellers og sov på den anden side af glasset. 

- Det var selvfølgelig meget angstprovokerende for eleverne, at blive vækket på den måde, fortæller forstander Frank Elzer. 

I nat blev en 17-årig dreng opdaget da han smadrede endnu et vindue. Kort efter kunne lokalpolitiet i Holbæk anholde ham og sigte ham for hærværk. 

Hærværk for 800.000 kroner

De seneste to måneder har Faarevejle Fri- og Efterskole været udsat for tyverier, hærværk og ildspåsættelser. Nu er skaderne løbet op i 800.000 kroner.

- De sidste par dage har ligesom været kulminationen på et par måneders terror mod skolen, siger forstander Frank Elzer.

Politiet har en klar formodning om den 17-åriges motiv, men holder, af hensyn til efterforskningen, kortene tæt til kroppen. 

- Vi er rimelig sikre på, at han ikke står alene om det her og har nogle forskellige spor at gå videre med, siger vicepolitiinspektør og leder af lokalpolitiet i Holbæk John Jensen. 

Politiet beder om hjælp

Selvom gerningsmændene kan ses på efterskolens egne overvågningsbilleder, så efterlyser politiet nu flere detaljer. 

- Hvis nogen har hørt noget om det her hærværk, hvis nogen har talt om noget, hvis nogen har hørt, at nogen går og praler med noget, så vil vi rigtig gerne høre om det og vide mere, siger John Jensen.

Oplysninger i sagen kan gives til Midt- og Vestsjællands politi på telefon 114.


Nyhedsoverblik