150 i demonstration mod skolelukning

Planerne om at lukke Grevinge-skolen fik tirsdag både børn og forældre på barrikaderne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et bredt flertal i byrådet i Odsherred Kommune er enige om lukningen af Sydskolens afdeling Grevinge i Herrestrup.

Det vil kunne spare kommunen 2,5 millioner kroner om året - men lukningen kommer ikke til at ske uden kamp.

150 forældre og børn var tirsdag mødt op for at demonstrere mod planerne.

- Vi har lavet en demonstration, hvor vi forsøger at vise vores opbakning til at beholde skolen i stedet for at lukke den. Det har vi valgt at vise ved en fredelig demonstration, hvor vi laver en ring rundt om skolen, siger Vibeke Løvgreen Lassen, der er forælder til et barn på skolen og medlem af afdelingsrådet.

119 børn vil skulle flyttes

Sydskolen har i alt fem afdelinger rundt omkring i Odsherred. 119 børn fra 0. til 6. klasse går på afdelingen på Grevinge-skolen og ved en lukning, vil de børn skulle flyttes over på de andre afdelinger. Men det er ikke en god løsning for forældrene:

- Skolen her kan noget specielt. Den kan tilgodese de elever, der ikke trives i en klasse med 28 elever på en meget stor skole. Her bliver de mødt på lidt andre præmisser. Det vil vi gerne bevare. Og så er den vigtig for vores lokalsamfund. Hvis vi skal have tilflyttere og udviklet samfundet, siger Vibeke Løvgreen.

Politikere sat i stævne

Efter demonstrationen havde forældre sat flere politikere i stævne til et møde på skolen.

Blandt andet borgmester Thomas Adelskov (Soc. dem.), som blev mødt af de mange fremmødte.

- Det påvirker altid, at der er stor opbakning. Vores problem er simpelthen, at vi skal spare mange penge i kommunen, og vi bruger mange penge på vores folkeskole. Byrådet skal først tage endeligt stilling til april, men vi kommer dsværre til at lukke en lille skole, siger han.

Hvis skolen bliver lukket, vil eleverne blive tilbudt en plads på en af Sydskolens andre afdelinger i Hørve, Fårevejle, Vig eller Asnæs.


Nyhedsoverblik