En klassefest i Fårevejle i Nordvestsjælland endte voldsomt fredag aften, da en 15-årig dreng stak en jævnaldrende pige med en kniv.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Pigen blev ramt af kniven flere gange, og drengen udtalte bagefter, at han gjorde det, fordi han ville slå pigen ihjel.
Vil ikke uddybe nærmere
En anden pige til festen blev også ramt overfladisk af kniven.
- Vi er stadig i gang med efterforskningen, og den er egentlig faldet meget godt på plads, fortæller Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Han ønsker ikke at uddybe nærmere, hvad der helt præcist skete under klassefesten.
- Vi anser sagen for opklaret, men mere ønsker vi ikke at fortælle på nuværende tidspunkt.
Politiet arresterede drengen, der er fra Grevinge, lørdag morgen, og senere på dagen blev han varetægtsfængslet frem til 22. november. Han er sigtet for drabsforsøg og er på grund af sin alder anbragt i surrogat.