11-årig kører galt i Asnæs

Mor lod sin 11-årig søn prøve at køre bil. Han endte i en hæk efter få meters kørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det blev kun til få meters kørsel, da en 11-årig dreng tirsdag eftermiddag tog gevaldigt forskud på glæderne som kørekortindehaver og satte sig bag rattet i en bil i Asnæs i Odsherred.

Ifølge vagtchef Michael Hansen ved Midt- og Vestsjællands Politi kørte drengen nemlig ind i en hæk.

- Han kørte cirka to meter og beskadigede hækken. Men der er ingen personskade, fortæller Michael Hansen.

Efter uheldet blev politiet tilkaldt, og det resulterede i en sigtelse til drengens mor for overtrædelse af færdselsloven.

- Hun havde åbenbart bestemt sig for, at han skulle lære at køre bil før tid, siger Michael Hansen.

Kvinden kan nu se frem til at skulle betale en bøde på 1500 kroner for at overlade styringen af et motorkøretøj til en person uden førerret, som det hedder i færdselsloven.

- Drengen kan vi jo ikke rejse sigtelse mod på grund af hans alder, fortæller Michael Hansen.

Som det gælder for overtrædelser af straffeloven, så er det nemlig også kun personer over 15 år, der kan straffes, når det gælder overtrædelse af færdselsloven.

Michael Hansen tilføjer desuden, at den nu sigtede kvinde efter alt at dømme næppe har været den bedste kørelærer for sønnen.

- Det har vist sig, at hun ikke selv har kørekort, fortæller han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik