Læge raser over Sundhedsplatform: Koster syv timer per patient

Den omdiskuterede Sundhedsplatform bliver snart indført i Region Sjælland. Men den er en tidssluger, lyder det fra overlæge i Region Hovedstaden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvor en overlæge fra Region Hovedstaden før brugte tre timer på at diktere et udredningsforløbs samlede notater, bruger han nu 10 timer i forbindelse med den nye Sundhedsplatform.

Det viser en tidsmåling, han selv har foretaget.

- Mit skøn ud fra ovenstående er, at jeg før Sundhedsplatformen ville have brugt omkring tre timers dikteringstid. Sundhedsplatformen giver mig altså ca. syv timers merarbejde per udredning, siger Peter Handest, overlæge fra Psykiatrisk Center Nordsjælland til Dagens Medicin

Unge læger
Læs også
Sjællandske sygehuse føler sig godt rustet til Sundhedsplatformen
Unge læger
Læs også
Sjællandske sygehuse føler sig godt rustet til Sundhedsplatformen

Den omdiskuterede Sundhedsplatform skal implementeres på samtlige af regionens hospitaler i november. Den vil samle alle journaler om den enkelte patient i én journal og på den måde forsøge at gøre det nemmere at navigere i oplysningerne.

Hos Overlægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Danske Patienter har platformen tidligere udløst bekymring for patienter og ansatte på hospitalerne i Region Sjælland.

Det skyldtes blandt andet, at overvågningen af kræftpatienters ventetider i Region Hovedstaden er brudt sammen, efter den nye platform er kommet til.

Nu har platformen også givet anledning til bekymring på psykiatriområdet, hvor der skal føres detaljerede journaler over alle patienter.

Korte journaler bliver meningsløse

Indførelsen af den kommende sundhedsplatform betyder en implementering af et nyt it-system, som samler alle patientens oplysninger i én journal. Med det nye system er det nu lægerne selv, der skal skrive journalerne, mens det tidligere var sekretærerne, der stod for det.

Derfor skal journalerne fremover være korte og præcise, som ifølge koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend Hartling, er til gavn for både læge og patienter.

Men der er overlæge Peter Handest uenig. Han oplever, at den nye tilgang gør journalerne mangelfulde. Det bygger han blandt andet på en sammenligning af de korte og præcise journaler og de klassiske, fra før Sundhedsplatformen blev indført.

 - Det lange notat kan vi bruge, det andet giver ikke meget mening, for det er kun en opremsning af symptomer, siger overlægen til Dagens Medicin.

Genbrug af data

Vicedirektør for Psykiatrien i Region Sjælland, Søren Bredkjær, mener, at den nye Sundhedsplatform er et spørgsmål om tilvænning.

- I starten er vi helt opmærksomme på, at det kræver, at medarbejderne skal have god tid til at lære journalen. Efterhånden vil de kunne komme til at beherske den, og det kræver, at man tilrettelægger det sådan, at der er mulighed for det, siger Søren Bredkjær til TV ØST.

Med den kommende Sundhedsplatform vil det være muligt at strukturere journalerne på en måde, så det er muligt at genbruge data.

- Vi vil få en række klare fordele ved at få struktureret dokumentation, som kan bruges i behandlingen af patienter. Med Sundhedsplatformen kan man genbruge data og finde ud af, hvad resultaterne er af behandlingen, siger han og fortsætter:

- Når det én gang er indtastet, kan man bruge det forskellige steder.

Region Sjælland tager den nye Sundhedsplatform i brug den 25. november 2017.

Gense indslaget: Endnu engang rejses der massiv kritik af Sundhedsplatformen, som skal implementeres på samtlige regionens hospitaler den 25. november, men Region Sjælland føler sig sikker på at få en god start.

Nyhedsoverblik