Tyskerne splittet om Femern

De borgerlige vil gerne, SPD tøver og de mindre partier siger nej til fast forbindelse til Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den tyske forbundsdag står splittet over for forslaget om en fast forbindelse til Danmark.
 
Det stod klart efter et møde onsdag i parlamentets trafikudvalg.
 
Kun de kristelige unionspartier (CDU og CSU) går ind for forslaget, mens det andet regeringsparti, det socialdemokratiske SPD, og det liberal oppositionsparti FDP tøver og ikke vil lægge sig fast på en beslutning.
 
De Grønne og Venstrepartiet derimod er lodret imod.
 
CDU og CSU ser en fast forbindelse som et "vigtigt bidrag til regionens økonomiske udvikling", mens SPD mener, at det et spekulativt udgangspunkt, og at ingen kan sige, hvordan en forbindelse skal finansieres.
 
Trafikminister Flemming Hansen (K) var i sidste uge i Berlin for at diskutere Femern-forbindelsen med sin tyske kollega, Wolfgang Tiefensee. Og her fik den danske minister at vide, at en forbindelse ikke har topprioritet i den borgerlige-socialdemokratiske koalitionsregering.
 
Den fast forbindelse over Femernbælt deler nordtyske SPD-politikere, og socialdemokraternes talsmand i Kiel, Bernd Schröder, advarer om, at modstanderne risikerer at skade den nordtyske økonomi og at fornærme Danmark. 

Den danske regering afviser ikke at tage et større ansvar for byggeriet af en bro mellem Danmark og Tyskland, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Men hvis Danmark skal iklæde sig den finansielle førertrøje, kræver regeringen også at få mere indflydelse på, hvordan pengene skal tilbage i kassen, påpegede han på sit ugentlige pressemøde onsdag.
 
- Vi er ikke bekymrede. Heller ikke selv om vi skal påtage os en større del af ansvaret. Men skal vi have mere ansvar, så skal vi også have større indflydelse på taksterne, sagde Anders Fogh Rasmussen.
 
/ritzau/


Nyhedsoverblik