Opposition: Storebæltsbro skal betale Storstrømsbro

Venstre, Konservative og Liberal Alliance har erkendt, at pengene til en ny Storstrømsbro ikke kan findes i Femern-forbindelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oppositionen skifter nu kurs i striden om, hvordan en ny Storstrømsbro skal betales. Det skriver DR Nyheder.

Stadig uenig med regeringen

Venstre, Konservative og Liberal Alliance ville først betale en ny Storstrømsbro med de penge, der kommer ind fra betalingsanlæggene ved den kommende Femern-tunnel, men ændrer nu holdning.

- Vi har noteret os, at regeringen ikke kan acceptere dette forslag. Omvendt må vi gentage, at vi ikke kan acceptere regeringens forslag til finansiering via Infrastrukturfonden, skriver de tre partiers trafikordførere i et fælles brev til transportminister Henrik Dam Kristensen.

Storebæltsbro skal betale
I stedet bakker partierne nu op om et forslag fra Dansk Folkeparti om at finde de knap fire milliarder kroner til broen fra betalingsanlæggene ved Storebæltsbroen.

Det kan ske "på baggrund af den gunstige økonomiske udvikling for Storebæltsbroen", skriver partierne i brevet, som DR Nyheder er i besiddelse af.

- Der er rekordagtig trafik på Storebæltsbroen. Der kører rigtigt mange biler over, lyder begrundelsen fra Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

ikke dyrere brobizz'er
Han mener, pengene til Storstrømsbroen kan findes, uden at bilisterne skal af med mere i Sund & Bælts betalingsanlæg. En finansiering af Storstrømsbroen vil blot betyde en længere tilbagebetalingstid, vurderer han.

De tre oppositionspartier har dog bedt om en konkret vurdering af robustheden af økonomien i Sund & Bælt.

Transportminister Henrik Dam Kristensen har tidligere udtalt sig kritisk om muligheden for at finde bro-penge i Sund & Bælt.


Nyhedsoverblik