Minister garanterer: Femern-forbindelsens økonomi braser ikke

Magnus Heunicke (S) står fast på, at økonomien i Femern-forbindelsen er stærk nok. Der er ingen ekstraregning på vel til danske skatteydere, siger han.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er ingen risiko for, at Femern-forbindelsen kommer til at udløse en ekstraregning til de danske skatteydere.

Det erklærer transportminister Magnus Heunicke (S), efter en tidligere chef fra Vejdirektoratet har udtrykt den bekymring i torsdagens udgave af Jyllands-Posten.

- Det kan jeg blankt afvise. Det er et ekstremt robust projekt. Også økonomisk, siger Heunicke til Ritzau.

Den tidligere vej- og trafikchef Knud Erik Andersen udkommer om få dage med en ny bog om Femern-forbindelsen, som han er skeptisk over for.

Han mener blandt andet, at de trafikprognoser, der ligger til grund for beregningerne af projektets økonomi, er forældede og for optimistiske.

Men når Folketinget i løbet af det kommende år skal behandle anlægsloven for Femern-byggeriet, vil det ske på baggrund af en ny prognose, forsikrer ministeren.

- Vi lavede forliget om Femern i 2008 på baggrund af de trafikprognoser, vi havde dengang.

- Og når jeg fremlægger en anlægslov til december, vil det være baseret på en opdateret trafikprognose og konkrete tilbudspriser, som giver en større sikkerhed, end vi havde på Storebælt og Øresund, påpeger ministeren.

Miljøvurdering i vejen for opdaterede tal

Han forklarer, at ministeriet ikke har kunnet opdatere trafikprognoserne i den mellemliggende periode af hensyn til arbejdet med den lovpligtige miljøvurdering, den såkaldte VVM, som netop nu er i sin afsluttende fase.

- Men vi har selvfølgelig fulgt trafikudviklingen, og der er intet, vi har set, som peger på, at vores forudsætninger er sat for højt. Snarere tværtimod, konstaterer Magnus Heunicke.

De foreløbige beregninger om Femern-tunnelens økonomi er baseret på en årlig trafikvækst på 1,7 procent.

- Hvis ser på den faktiske trafikvækst på Rødby-Puttgarden de sidste 40 år, så er den vokset med tre procent i gennemsnit om året. Så vores grundlag er mere forsigtigt end virkeligheden, og samtidig budgetterer vi med, at væksten stopper efter 25 år, påpeger ministeren.

Tror ikke på reel trussel fra konkurrance

Et andet kritikpunkt fra Knud Erik Andersen lyder, at beregningerne ikke tager højde for, at rederiet Scandlines har tænkt sig at tage konkurrencen op med den nye forbindelse.

Ministeren erkender, at konkurrencen fra færgerne vil påvirke projektets økonomi, men slet ikke i en grad, så det risikerer at give underskud.

- Tunnelen skal holde i mindst 120 år, men allerede efter 40 vil den være betalt tilbage. Hvis Scandlines vælger at fortsætte, så viser vores beregninger, at 13 procent af lastbilerne og 8 procent af personbilerne vil vælge færgen.

- Det vil naturligvis forlænge tilbagebetalingstiden, men det vil ikke på nogen måde rokke ved robustheden af finansieringen, fastslår Magnus Heunicke.

/ritzau/


Nyhedsoverblik