Jonas er første lærling på Femern-projektet

Den første af 500 lærlinge på Femern-projektet er ansat, og det er Jonas Christoffersen fra EUC Sjælland i Næstved, der har sikret sig job.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

18-årige Jonas Christoffersen er den første af i alt 500 unge, som er sikret et elevjob på byggeriet af den faste forbindelse til Femern.

Samlet set skaber byggeriet 55.000 job, men hvis man som entreprenør ønsker at komme i betragtning på byggeriet, så kræver Femern A/S, at entreprenøren ansætter elever fra erhvervsskolerne. Det skriver Embassy of Lolland i en pressemeddelelse.

Godt at få en elevplads

Jonas Christoffersen er i gang med struktøruddannelsen på EUC Sjælland i Næstved og har fået lærerplads hos den lokale entreprenørvirksomhed MSE A/S i Nr. Alslev:

- Det er bare så godt at få en elevplads og helt perfekt, at der er masser af store projekter at tage fat på, både her i Rødby, hvor vi er ved at anlægge en vej for Femern A/S og på Nordfalster, hvor vi er med til at bygge det nye statsfængsel, fortæller Jonas Christoffersen.

Et godt signal

Femern-tunnelen bliver 17,6 km lang fra Rødby til Puttgarten, selve byggeriet starter i 2015 og forventes afsluttet i 2021.

- Det er et rigtig godt signal MSE A/S sender. De bliver rollemodel for de mange virksomheder, der i de kommende år byder ind på byggeriet af den faste forbindelse, siger direktør i Business LF, Anders Høiris og tilføjer:

- Femern A/S har fremrykket investeringer på i alt 705 millioner kroner til blandt andet vejbyggeri og kloakering som led i forberedelsen af den kommende byggeplads ved Rødbyhavn. Det lokale erhvervslivs interesse for byggeriet har været stigende i takt med, at de kommende opgaver er blevet offentliggjort, at de så også lever op til bygherrens ønsket om at få unge mennesker i arbejde, det tager jeg som bevis på, at vi lokalt tager hånd om ungdomsarbejdsløsheden.


Nyhedsoverblik