Femern-tunnel skal afhjælpe praktikproblem

Byggefirmaer skal have praktikpladser til lærlinge for at kunne byde ind på byggeriet af den kommende Femern-tunnel mellem Danmark og Tyskland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Sådan lyder et af punkterne i et nyt ungeudspil fra Socialdemokraterne og SF, der sigter mod at skaffe flere praktikpladser, give unge bedre adgang til arbejdsmarkedet og sikre uddannelse til flere unge.

- Vi tager fat på at løse den akutte udfordring, der er med den ungdomsgeneration, vi står med lige nu. Om få år er der flere ældre og færre unge til at forsørge dem. Den generation af unge skal rustes til at løfte den opgave. Det bliver de ikke lige nu, for vi har en krise, der betyder, at de ikke kan finde job og praktikpladser, siger Nanna Westerby, der er uddannelsesordfører for SF.

De seneste tal fra januar viser, at 7.386 unge mangler en praktikplads. Det er ifølge S og SF et markant problem, der skal gøres noget ved.

Partierne foreslår derfor, at både stat, regioner og kommuner kræver, at de virksomheder, som det offentlige laver byggeaftaler med, også giver plads til lærlinge. Konkret peger S og SF på projekter som Femern-tunnellen, udbygning af havne samt modernisering af togstationer som store projekter, hvor der skal stilles krav om praktikpladser.

- Vi er nødt til at skaffe nogle flere praktikpladser, og den offentlige sektor kan være drivkraft. Det kan man gøre ved, at de virksomheder, der byder, skal have lærlinge, siger den socialdemokratiske uddannelsesordfører Christine Antorini.

Forslaget om at stille krav til virksomheder, der vil have ordre fra det offentlige, får ikke megen opbakning fra den konservative uddannelsesordfører Charlotte Dyremose.

- Man mindsker muligheden for, at de små virksomheder kan få lov at byde ind på opgaverne, for det er dem, der har svært ved at have en lærling på en bestemt opgave. I forhold til EU-regler er der en også en række begrænsninger i forhold til, hvad man kan kræve af en virksomhed, siger Charlotte Dyremose.

S og SF foreslår også som en del af udspillet at skabe 15.000 ekstra pladser på de videregående uddannelser. Sidste år fik tusindvis af unge danskere afslag på at komme ind på en videregående uddannelse.

- Det danske samfund har brug for, at langt flere unge får en uddannelse. Den gode ting, der skete i sommer, var, at mange flere unge gerne ville starte på en uddannelse, men der var alt for mange, der fik afslag, fordi der ikke var råd til at optage flere. Nu giver vi økonomien til, at langt flere kan begynde på en videregående uddannelse, siger Christine Antorini.

Udspillet indeholder nye forslag for 150 millioner kroner, der er indregnet i partiernes finanslovudspil. Derudover er ungepakken en udmøntning at planen Fair Løsning, der giver et løft til uddannelse for 1,6 milliarder kroner.

/ritzau/

2011-02-10T06:30:08+0100

 


Nyhedsoverblik