Femern-fremrykninger målrettet lokale

Efter sommerferien bliver de første, fremrykkede projekter udbudt. De er fra starten målrettet netop lokale virksomheder.

Tema: Femern-forbindelsen
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lige så stille bliver sløret løftet for, hvor de lokale virksomheder og arbejdspladser dukker op i det gigantiske Femern Bælt-projekt. Især de små, fremrykkede projekter bliver direkte målrettet virksomheder i regionen.

Det kom frem på BeltTrade-seminaret i Holeby i dag, hvor lidt over 100 repræsentanter for danske og tyske virksomheder var kommet for at blive klogere på, hvad der skal til for at komme inden for i bygningen af tunnelen – og alt det, der skal til for at bygge sådan en.

Første hug bliver små projekter, der skal gøre området, hvor der skal bygges, klar til at de store entreprenører kan rykke ind i 2015.

- Det er med vilje lagt ud som små opgaver, så lokale virksomheder kan løfte opgaverne. Det er jo penge fra det danske transportministerium, lød det på seminariet fra designmanager Niels Erik Mortensen fra Femern A/S.

Derfor er selv bygningen af en pumpestation delt op i tre del-kontrakter. Og halvanden kilometer vej og nedrivningen af en fiskefarm også kontrakter for sig. I alt bliver der efter sommerferien udbudt 15-20 kontrakter.

De helt store entreprenører er blevet prækvalificeret, og dermed kan de lokale virksomheder også så småt se, hvem der skal opsøges for at få del i de 40 milliarder.

Også her blev der på seminaret kastet lidt mere lys over, hvor der kan være kontrakter og jobs at hente.

For vagttjeneste, kantinedrift, rengøring eller transport af materialer er nødvendigt – men de store konsortier har ikke nødvendigvis planer på plads.