Femern-broen giver uro hos Socialdemokraterne.

Femern-broen har længe været et omdiskuteret emne, og nu skaber den også intern uenighed hos Socialdemokraterne. Socialdemokraterne støtter stadig officielt en Femern-bro, men flere folketingsmedlemmer går nu imod partilinjen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er stemning i Socialdemokraternes folketingsgruppe for at stille betingelser for deres støtte til en Femern-forbindelse.

Information fortæller, at der er flertal i folketingsgruppen for, at det bliver en betingelse, at Tyskland garanterer halvdelen af anlægsomkostningerne. 

Anne-Marie Meldgaard, Soc.dem-folketingsmedlem for Århus Amtskreds, er bekymret for, at Danmark kan ende med at stå for hele statsgarantien på de omkring 31 milliarder, som broen vil koste.

- Jeg vil under ingen omstændigheder stemme for forbindelsen, hvis den skal være rent dansk finansieret, siger hun til Information.

Magnus Heunicke, Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører, ville i går ikke kommentere spørgsmålet, om partiet vil acceptere en aftale, hvor Danmark påtager sig hele statsgarantien.

- Vi har endnu ikke hørt noget konkret fra ministeren om forhandlingerne i Tyskland, og det er ikke tidspunktet for at føre forhandlinger i pressen,« siger Magnus Heunicke.

Men ifølge en kilde er flertal i gruppen for at kræve, at Tyskland bærer 50 procent af den økonomiske risiko.


Nyhedsoverblik