EL kræver Femern-forklaring fra minister

Enhedslisten vil have transportminister Flemming Hansen (K) til at forklare, hvorfor han har indgået en Femern-aftale med huller i forhold til jernbanen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Jernbanen blev groft syltet, da Flemming Hansen indgik en aftale om en fast forbindelse over Femern Bælt med Tyskland.

Dommen kommer fra Enhedslisten miljøordfører, Per Clausen, efter trafikforsker Alex Landex Center for Trafik og Transport under DTU i et interview med Ritzau siger, at Femern-aftalen indeholder flere flaskehalse for jernbanetrafikken.

- Det virker fuldstændig grotesk, at transportministeren ikke har sikret togtrafikken rimelige konkurrencebetingelser i forbindelse med etableringen af Femern-forbindelsen. Transport af gods på skinner og en hurtig togforbindelse fra København til Hamburg er reelt ikke til stede, siger Per Clausen.

Aftalen mellem Danmark og Tyskland resulterer i flere huller på jernbanen. På den danske side bliver broforbindelsen mellem Sjælland og Falster ikke udbygget til dobbeltspor, og på den tyske side vil Femernsundbroen også forblive enkeltsporet. Dertil kommer, at tyskerne først får udbygget strækningen fra Puttgarden, hvor den nye bro går i land, til Lübeck i 2025.

- Det betyder, at Femern-forbindelsen ensidigt vil gavne de transportmuligheder, som skader miljøet mest og fører til nye stigninger i CO2-udslippet. Jeg har derfor bedt transportministeren om at redegøre for, hvordan sådan en prioritering passer med regeringens ønske om at reducere CO2-udslippet og bede ham fremlægge en plan, der kan sikre togtrafikken i forbindelse med Femern-forbindelsen, siger Per Clausen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik