Budgetbevidste politikere støtter Femern-lov

Forligskreds støtter, trods betænkeligheder, anlægsloven for Femern-tunnelen. Enhedslisten vil have den udskudt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke uden forbehold, at partierne i trafikforligskredsen onsdag meddeler sin støtte til Femern-forbindelsen under førstebehandlingen i Folketinget.

Flere af ordførerne hæfter sig ved den store stigning i den forventede anlægspris, som for nylig blev præsenteret af Transportministeriet, inden de giver deres støtte til lovforslaget.

- Vi mener, der er grund til reel bekymring, og derfor har vi sendt Sund og Bælt (statsejet selskab, red.) hjem for at forhandle med entreprenørerne, konstaterer Dansk Folkepartis Kim Christiansen fra talerstolen.

Prisen på tunnelforbindelsen er vokset fra 40,5 til 49,4 milliarder kroner, og den skal forhandles ned, erklærer den radikale transportordfører, Andreas Steenberg.

- Lad mig sige det klart, hvis ikke prisen bliver mindre, kan det ikke lade sig gøre, konstaterer han.

Ikke desto mindre erklærer partierne i forligskredsen alle som et, at de støtter anlægsloven for projektet, der løbende har været udsat for kritik fra blandt andre rederiet Scandlines og tyske miljøorganisationer.

Skepsissen har dog gjort indtryk på Enhedslisten, der står uden for forligskredsen og erklærer, at man vil stemme imod anlægsloven.

- Vi mener, at Femern-forbindelsen i det hele taget er enormt miljøbelastende, og det vil vi ikke være med til, lyder det fra transportordfører Henning Hyllested.

Han opfordrer forligskredsen til at vente med at vedtage anlægsloven, før det står klart, hvor meget prisen på forbindelsen kan forhandles ned.

- Vi er bekymrede for projektet, om det virkelig holder, eller om man på et tidspunkt kommer til at udskrive en regning til skatteyderne, forklarer Henning Hyllested.

Han mener ligeledes, at Transportudvalget bør afholde en høring, hvor man lytter til den kritik, der har været fremført i forbindelse med projektets økonomi og de trafikprognoser, der ligger til grund for den.

Men det afviser forligskredsen.

- Tiden er inde til at handle og ikke til at snakke, erklærer Socialdemokraternes Rasmus Prehn.

/ritzau/


Nyhedsoverblik