Atter tvivl om bro over Femern

Dansk Folkeparti og De Radikale vil have bro fra Gedser til Rostock. Trafikforskere støtter forslaget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Netop som transportminister Flemming Hansen (K) troede, at han sidst på måneden skulle ned til Tyskland og skrive under på en endelig aftale om at bygge en ny bro over Femerbælt, bliver der kastet grus i planerne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Sammen med Dansk Folkeparti vil Det Radikale Venstre skrotte hele projektet og i stedet bygge en bro fra Gedser til Rostock. De får støtte fra flere førende trafikforskere og en konsulent fra det tyske trafikministerium.

En bro over Femerbælt vil være gammeldags, mens en bro fra Gedser til Rostock vil åbne for hele Østeuropa. Derfor støtter den radikale folketingsgruppe op om sådan en bro,« lyder det fra den radikale trafikordfører Martin Lidegaard.

Hos Dansk Folkeparti er trafikordfører Walter Christophersen af samme opfattelse. "Hvis vi skal have en bro til Tyskland", skal det være via  Rostock, siger han.

Konsulent Christoph Stroschein fra det tyske trafikministerium hilser initiativet velkommen.

"Hele Femer-projektet er et koldkrigsprojekt fra dengang, det var den eneste mulighed for at komme fra Danmark ned til resten af kontinentet. Ideen hører til det gamle Europa. I dag har vi et nyt Europa med en helt anden situation med nye økonomiske kræfter i Central- og Østeuropa. En bro fra Gedser til Rostock vil gøre turen fra København til Berlin 130 km kortere end via Femer, mens der er 160 km at spare på turen til München og 230 km på en tur til Polen, konstaterer Christoph Stroschein.

Trafikøkonom Uffe Jacobsen er af samme opfattelse. 

"Gedser-Rostock er det mest fremtidsvendte projekt og giver større forbedringer end en forbindelse over Femer. Jeg tror, at mange tyskere ville se det som en bedre løsning, ligesom jeg godt kunne forestille mig, at nogen i EU-Kommissionen ville se mere spil i en Gedser-Rostock-forbindelse end i en Femerbro. Der er heller ingen tvivl om, at Polen ville være meget interesseret i sådan en bro," lyder det fra Uffe Jacobsen.


Nyhedsoverblik