Shell-røver anholdt

Den 30-årige mand, der to gange røvede den samme Shell-tank, er nu blevet anholdt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter en intensiv jagt på den mand, der både natten til fredag og tirsdag røvede Shell-tanken på Algade i Vordingborg, lykkedes det torsdag aften politiet at fange ham.

Det skete efter, at politiet tidligere på dagen frigav både navn og billede af den 30-årige.

- Klokken 21.27 i aftes pågreb vi manden efter nogle gode tip fra folk om, hvor han befandt sig, forklarer
vicekriminalinspektør ved Vordingborg politi, Finn Christiansen til Sjællandske.

Da han natten til fredag røvede Shell for første gang fortalte han ekspedienten sit navn.

Da han tirsdag igen gik ind på tanken, indrømmede han, at det var ham, der få dage forinden også havde røvet tankstationen.

Siden det første røveri har politiet forgæves jagten manden de steder, det var formodet, at han ville befinde sig.

Manden er i forvejen sigtet i en række sager, herunder vold, og skal for retten 16. august.

Retten i Nykøbing Falster besluttede derfor ved et grundlovsforhør torsdag at varetægtsfængsle manden indtil han alligevel skal møde i retten.

Samtidig vil anklager Bjørn Sejer sørge for at de to røverier er klar til at blive behandlet samme dag.