Dræbt soldat er fra Korsør

Søndag aften har Hærens Operative Kommando offentliggjort navnene på de to soldater, der begge var udsendt fra Livgarden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hærens Operative Kommando frigav søndag aften navnene på de to danske soldater fra Bravo-kompagniet, som lørdag blev dræbt af en vejsidebombe i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Den ene af de dræbte er den 28-årige overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen, der kommer fra Korsør

Soldaterne kom fra Den Kongelige Livgarde og skulle hjemsendes fra Afghanistan om en uge. De to kørte i et infanterikampkøretøj, da en kraftig vejsidebombe eksploderede og væltede det 32 ton tunge køretøj.

Oberst Flemming Mathiasen, chef for Den Danske Kampgruppe, siger i sine mindeord, at Jimmi Bøgebjerg Petersen var soldat af hjertet, og han kendte om nogen risikoen ved arbejdet, da han under en tidligere udsendelse til Afghanistan blev hårdt såret.

- Hans glæde ved livet, hans ildhu og store hjælpsomhed gjorde ham til en afholdt mand i Bravo-kompagniet. Jimmi var ikke blot en dygtig soldat, men også en rigtig god kammerat. Han glædede sig til de udfordringer og fornøjelser, der ventede hjemme i Danmark, siger chefen for Den Danske Kampgruppe.

Chefen for Bravo-kompagniet, Thomas Falk Damkjær, fortæller følgende om Jimmi Bøgebjerg, der var på sin sidste tur til Patrol Base Line, da vejbomben eksploderede og tog hans liv.

- Jimmi havde en stærk vilje og ville altid gøre tingene ordentligt færdig. Han blev såret i Afghanistan under kamphandlinger på Hold 4, men ville tilbage og gøre hele turen færdig.

Med de to dræbte er 36 danske soldater omkommet i Afghanistan. 30 er dræbt under kamphandlinger, og seks har mistet livet under andre omstændigheder.